lørdag den 24. februar 2018

Selvmodsigelserne står i kø

Billede fra ferniseringen af Kunstnernes Påskeudstilling 2017.

For nyligt kunne jeg her på siden fortælle om Kunstnernes Påskeudstillings censureringsprocedure, som jeg finder helt uacceptabel, da man har valgt udelukkende at udvælge de indsendte arbejder på grundlag af digitale fotos. 

Det bør naturligvis være oplagt, at kunst objektivt set kun kan vurderes på præmissen om kunstværkets fysiske kvaliteter, hvilket umuliggøres i forhold til den valgte fremgangsmåde. 

Jeg blev faktisk opmærksom på micèren i en artikel i Aarhus Stiftstidende, hvor avisens kulturjournalist Hans Petersen nævnte, at man udelukkende bruger digitale gengivelser i censurprocessen, hvorefter jeg henvendte mig til KP's forretningsfører for at få at vide, om det virkelig kunne være rigtigt, eller om den gode Petersen (og det skulle ligne ham dårligt) havde misforstået et eller andet. 

Det viser sig, at Petersen havde hørt og forstået budskabet rigtigt, og siden har jeg erfaret, at KP får støtte fra Statens Kunstfond, hvilket er en betingelse for, at udstillingen kan fungere som pointgivende i forhold til medlemskab af Bkf Billedkunstnernes Forbund. 

Nu har Hans Petersen imidlertid endnu en gang været på besøg hos Kunstnernes Påskeudstilling, hvor han har foretaget nogle interviews med medlemmer af censorgruppen. Her hedder det i overskriften i Stiften "Alle får en fair chance hos smagsdommerne". 

Udtalelsen om, at alle får en fair og seriøs behandling, er fremsat af Uffe Isolotto, som dog længere fremme i interviewet erkender, at ikke alle er lige for Vorherre og KP's censurkomité. "Fotos og videoer har måske lidt bedre vilkår, men dem er der ikke overvægt af. Malerier og skulptur er bedst repræsenteret". 

I interviewet udtaler et andet medlem af censurkomitéen, Elsebeth Jørgensen, på spørgsmålet om, hvorvidt man kan bedømme værker retfærdigt på en skærm: "Det afhænger af værket. Med malerier, hvor der er lagt vægt på materialiteten, skal vi være skarpe". Hun kunne faktisk - frem for at prøve at frikende proceduren - svare med et kort og rungende "nej!" 

Afslutningsvis udtaler Isolotto: "Vi giver mange wild cards og viser kunstnerne tillid, fordi vi tror, de har noget mere i sig". 

Så er sagen lagt helt klart frem. Om man deltager i KP er ganske enkelt som at deltage i et tilfældighedsprincip, som rammer de to sidste stavelser i censorens navn ganske fint ind. 

Jeg anmeldte i øvrigt KP i 2016 til fire stjerner. Her skrev jeg blandt andet: "Tidligere udgjorde KP et udstillingskoncept, som man regnede med; og hvis man fra Kunsthal Aarhus' side disponerer projektet fremadrettet som en sekundær begivenhed i kunsthallens planlægning, er jeg alvorligt bange for, at en vigtig institution mister sin betydning på kunstscenen, og dermed vil få svært ved at tiltrække kvalificerede talenter". 

KP åbner d. 17. marts og kan ses frem til d. 17. april.

onsdag den 21. februar 2018

Den store gestus

Kehnet Nielsen: 'The darkland sketches III', 2014. 200 x 200 cm., olie på lærred (pressefoto: Sophienholm)

"Mange af de unge vildes billeder var hurtigt udført arbejde. Kehnet Nielsen søgte umiddelbart efter succesdebuten mod et mere gennemarbejdet maleri, hvor selve den langsomme tilblivelse - arbejdet lag på lag og plads til korrektioner - formodentlig blev en meditativ kvalitet for kunstneren selv. Og noget tilsvarende for os, der kigger på billederne og søger efter noget, der kan tilfredsstille en erkendelsesmæssig sult i en - til dels - overfladisk tid"

Således afslutter Torben Weirup i Berlingske sin anmeldelse af Kehnet Nielsen-udstillingen 'Den store gestus', som netop er åbnet på Sophienholm nord for København. 

Kehnet Nielsen er født i 1947. Han slog, som Weirup rigtigt antyder i anmeldelsen, igennem i begyndelsen af 1980'erne sammen med de kunstnere, man har betegnet som "de unge vilde". 

Udstillingen, som kan ses på Sophienholm frem til d. 8. april, får fem ud af seks stjerner i Berlingske.

tirsdag den 20. februar 2018

Hvem er kunstens Weinstein?

Snövit Snow Hedstierna: 'An Issue of Structure, Episode7' (foto:Johanna Hanno)

For nyligt foretog kunstportalen Idoart.dk en undersøgelse, som har til hensigt at klarlægge, hvor stort problemet med seksuelle krænkelser er i den danske kunstverden. 

Ifølge portalen er undersøgelsens konklusion "hjerteskærende". I indledningen kan man således læse følgende: "Jeg blev udsat for et seksuelt overgreb af en mandlig dansk billedkunstner på Venedig Biennalen i sommers. Jeg er stadig for chokeret til at beskrive det". 

Udsagnet er fremsat af en anonym person, hvilket kendetegner hele undersøgelsen, som baserer sig på svar fra anonyme repræsentanter fra kunstscenen. 

I undersøgelsen bekræfter hele 47,1%, at de har oplevet chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd på den danske kunstscene. Faktisk antyder 70%, at de har set eller hørt om andre, der har været udsat for sådanne tilfælde. 

Når jeg nævner en vis "Weinstein" i overskriften, skal det naturligvis ses som et eksempel fra filmens verden, hvor navngivne personer ganske enkelt har udpeget magtfulde folk i branchen, som har misbrugt deres position i forbindelse med krænkende adfærd. Således er filmproducenten Harvey Weinstein en færdig mand i filmverdenen. 

På et tidspunkt sad jeg i et hyggeligt selskab på et dansk udstillingssted, hvor jeg spurgte om, hvornår man troede, at #MeToo ville afsløre en tilsvarende krænker i det danske kunstmiljø. Svaret fra en af de tilstedeværende var: "Det sker aldrig! Branchen er for lille og for snæver herhjemme til at nogen vil sætte deres karriere på spil på dét grundlag". Det tror jeg desværre, er rigtigt. 

Billedkunstnernes Forbund afholder ikke desto mindre i samarbejde med Idoart et debatmøde om problematikkerne på udstillingsstedet Overgaden i København. 

Arrangementet finder sted onsdag d. 21. februar kl. 17, og der er adgang for alle. Her vil blandt andre den svenske billedkunstner Snövitt Snow Hedstierna fortælle om vidnesbyrd, som hun har indsamlet i Sverige om de aktuelle problematikker samt sine erfaringer med at stå frem i forbindelse med MeToo-projektet #konstnärligfrihet

Jeg har desværre ikke selv mulighed for at deltage i mødet i København, men ser frem til en potentiel konklusion på bkf.dk

mandag den 19. februar 2018

Kirkeby-raderinger i Fredericia

Per Kirkeby: ' 7 raderinger, blad VII' 1991, koldnål og akvatinte (pressefoto: Fredericia Kunstforening)

Jeg kan ikke erindre, at jeg på noget tidspunkt har været i Fredericia med henblik på at kigge på kunst, men nu er der i hvert fald en god grund til at besøge byen, da Fredericia Kunstforening for tiden viser en udstilling med raderinger af Per Kirkeby. 

Udstillingen er kurateret af inspektør på Museum Jorn i Silkeborg, Lucas Haberkorn, som besidder visse privilegier, da museet i Silkeborg råder over samtlige raderinger af Kirkeby, hvilket man kunne se for et par år siden, da museet viste samlingen i forbindelse med en udstilling, der krævede alle museets rum. 

Dengang gav jeg 'Det raderede livsværk' seks stjerner i Jyllands-Posten, men nu viser kunstforeningen i Fredericia altså et udvalg af Kirkebys grafiske arbejder med afsæt i kunstnerens rejser nordpå til Færøerne, Grønland, Norge og Island. 

'Rejser i det høje Nord' kan ses hos Fredericia Kunstforening på adressen Kongensgade 111 i Fredericia frem til d. 4. marts.

Den der LER bedst!




Trine Rytter Andersen fremhæver blandt mange Miquel Barcelós værk på udstillingen 'LER!'

"LER! tager fat på en lang række relevante tematikker og idéer, som alle forløses godt i museets rum. Men LER! fordrer også af sit publikum, at det tager sig god tid - til at dvæle, mærke og tænke over, hvad der foregår. For leret i dets mange stadier fra vådt til brændt kræver mentalt nærvær og tilstedeværelse i kroppen, og det er netop det dejlige ved LER!"

Sådan afslutter Trine Rytter Andersen sin anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu af udstillingen 'LER!', som for tiden kan ses, og måske især opleves, på Museum Jorn i Silkeborg. 

Anmelderen fremhæver generelt leret som et kropsligt materiale, hvilket understreges på udstillingen. 

Overskriften til anmeldelsen er i øvrigt morsom: "Den der LER bedst". Jeg LER alligevel sidst, da min anmeldelse af udstillingen blev lanceret i Jyllands-Posten dagen efter, Kunsten.nu publicerede Trine Rytters anmeldelse. 

'LER!' kan ses på Museum Jorn frem til d. 10. juni.

En historie om et kvadret påskeæg

Som kunstanmelder har jeg netop fået udvidet mit aktionsområde, da min gode kollega i det sydlige Jylland har valgt at gå på retræte som anmelder. 

Det giver naturligvis en øget rejseaktivitet, hvilket ikke generer mig ret meget. Der ligger dog en proportion rent tidsmæssigt i dette, og her har jeg fundet en glimrende løsning, således jeg ikke behøver at besøge de pågældende udstillingsinstitutioner med henblik på at besigtige de aktuelle udstillinger. 

Jeg får helt enkelt blot den kommunikationsansvarlige til at sende mig digitale gengivelser af samtlige værker, der måtte optræde på en udstilling. 

Således kan jeg sidde i ro og mag og skrive min vurdering af den pågældende udstilling uden at behøve at bevæge mig uden for en dør! 

Jeg tror nok, at den procedure, når den bliver gennemskuet, ville resultere i, at jeg godt kunne arkivere min status som kunstanmelder. Fremgangsmåden ville ikke blot være useriøs, men faktisk helt uacceptabel, da kunstværker bør opleves, ses og vurderes i virkeligheden. 

På Kunstnernes Påskeudstilling, som er en anerkendt (!) censureret udstilling, der finder sted en gang om året i Kunsthal Aarhus, har man dog ingen problemer med udelukkende at vurdere de indsendte kunstværker ud fra digitale gengivelser, som ansøgerne sender ind ud fra nogle i forvejen udstukne betingelser. 

Ikke en gang i den sidste censureringsrunde ser man sig nødsaget til at besigtige værkerne fysisk. 

Jeg var ved at falde ned af stolen af forbavselse, da jeg læste dette på stiften.dk, og jeg rettede da også omgående henvendelse til KP's forretningsfører for at få dementeret det skrevne. 

Men nej! Den var god nok. Man har benyttet sig af denne procedure siden 2014, og i samme moment blev jeg belært om, at man på Forårsudstillingen på Charlottenborg har brugt den pågældende fremgangsmåde i mere end ti år. 

Der har været en diskussion de seneste år vedrørende de censurerede udstillingers betydning i det danske kunstlandskab, og med KP's filosofi in mente, må det nok siges, at denne diskussion er relevant. 

Jeg var selv censor sidste år på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og her blev alle værkerne - fra start til slut - vurderet i kraft af deres fysiske tilstedeværelse. Nogle steder kan man altså finde ud af det. Blot ikke i Aarhus og på Kongens Nytorv! 

For en ordens skyld bør jeg nævne, at man på Kunstnernes Efterårsudstilling kører med digital censurering indtil man når den sidste og afgørende runde. 

KP i Kunsthal Aarhus finder sted i tidsrummet fra d. 17. marts til d. 15. april. Jeg anmelder den ikke!!

Billedet, der illustrerer dette blogindlæg er taget ved åbningen af Kunstnernes Påskeudstilling sidste år.

fredag den 16. februar 2018

De 10 "største"

Vilhelm Hammershøi: 'Asiatisk Compagnis bygninger, set fra St. Annæ Gade på Christianshavn, København', 1902 (foto: SMK)

"Maleriet har lagt en ny værdi og dimension ind i stedet, som gør det genkendelige gådefuldt, og langsomt trækker tæppet væk under den fortrolige verden. Det er som Hammershøi siger: At kende et sted er ikke nødvendigvis det samme som at forstå det"

Kristeligt Dagblad har spurgt 10 forskellige musesumsdirektører, hvilket dansk maleri, der efter deres mening er det største - forstået som det bedste - der nogensinde er skabt. 

Her har Statens Museum for Kunsts direktør Mikkel Bogh en klar fordel i forhold til udvalg, da samtlige direktører uden skelen til kunsthistorie blot hver især peger på et værk fra deres egne museums samling. 

Alene dét gør naturligvis spørgerunden useriøs og parodisk, men på den anden side kan man vel heller ikke fortænke de publikumshungrende museumsrepræsentanter i at give lidt opmærksomhed til egen institution. 

Besynderligt nok befinder Asger Jorn sig ikke på den pågældende top 10, men årsagen her skal vel findes i, at man ikke har spurgt Museum Jorns direktør Jacob Thage om hans vurdering. 

Det er Mikkel Boghs udsagn om Vilhelm Hammershøi, der danner udgangspunkt for citatet herover.