Holger Danske bor i kælderen

Kronborg


Det lå i den lune forårsluft. Det var den sidste dag i maj; men sommeren havde taget forskud på sin egen eksistens - i hvert fald rent meterologisk! Vi befinder os uden for Kronborg, og jeg var spændt. Der var der noget i luften. Jeg ved ikke hvad?

Jeg var blevet sendt ud i et filantropisk ærinde af min redaktør. Jeg skulle lave en reportage fra en udstilling, der for tiden finder sted - netop - på Kronborg Slot. Denne historiske lokalitet danner rammen om en udstilling, som afholdes med en håndfuld samtidskunstnere under temaet "Magtdemonstrationer".

Det var svært at finde ud af, i hvilke lokaler udstillingen fandt sted. Det havde været rimeligt let at finde Kronborg. Væsentligt nemmere end at finde "Elsingore". Det lykkedes dog! Nu stod vi inde i slotsgården, min ledsager og jeg. Som sædvanligt på glatis. Vi var lettere nervøse begge to, mere over hinandens tilstedeværelse, end over at stå inde midt i det monumentale miljø. Bekendtskabet var ret nyt. I hvert fald i live-udgaven.

Vi fandt receptionen. Det viste sig, at jeg var ventet. Vi talte længe med receptionisten, som var overordentlig venlig. Jeg lovede at komme ned og give min uforbeholdne mening om udstillingen, når jeg var færdig med min besigtigelse af den omfattende kunstudstilling.

Vedrørende Kronborg: Jeg har i dagene umiddelbart efter besøget gået og funderet over, om man definerer stedet som et potentielt terrormål? Symbolet på danskhed og national fightervilje er jo som bekendt placeret i en skummel gang i kælderen. Holger Danske har mig bekendt siddet dernede og set sur ud i århundreder.

Selve udstillingen vil jeg her springe let og elefant hen over, da den bliver beskrevet på Kunstportalet aarhus.nu én af dagene. Men indenfor i de sakrale haller herskede der en ganske besynderlig stemning. Dette blev ganske klart illustreret ved en bestemt hændelse. Min ledsagerske, som besidder egenskaben at være både livlig og doven på samme tid, fandt en entrébillet på gulvet og overgav den til den tungt bevæbnede kustode, som i anledning af truslen fra terroristerne, var klædt i en blanding af en politi- og en hjemmeværnsuniform.

Jeg lagde ikke mærke til om den meget mandhaftige, kvindelige kustode virkeligt var i besiddelse af et skydevåben eller blot en peberspray; men hun var helt sikkert i indehaver af en walkie-talkie, som hun omgående tog i brug. Med et dramatisk tonefald lød det: "Entrébillet fundet i sal nr. ....." *krrrrsssh!* *krrrrssssh!* "Det er modtaget!!!" lød det i den anden ende.... *krrrrrssssh!* I mellemtiden var billettens ejer, en høj, tynd, ældre mand, blevet klar over at det var ham, der havde tabt den billet, som ikke alene gjaldt ham; men hele hans familie. Så mens kustoden var tæt på at slå katastrofealarm, prøvede han forgæves at komme i kontakt med hende. Denne lignede imidlertid én, der netop var blevet udlevert en håndgranat.

Manden fik sin billet, og der faldt ro over foretagendet. Holger D. kunne se glad ud igen og smile til turisterne. Det gjorde han blot ikke. Han var - og er - stenkold!

Vi fortsatte vor eskurtion rundt på udstillingen, min ledsager og jeg, grinende og pjattende. Vi følte hele tiden, at vi var genstand for vagtværnets udelte opmærksomhed.

Senere fik jeg mulighed for at fortælle, at jeg fandt udstillingen interessant over for receptionisten. Min ledsagerske havde allerede på det tidspunkt opdaget, at hun havde glemt sin lighter på parkeringspladsen. Hun spurgte med sin charmerende Virum-accent nogle unge mennesker, om de havde ild. De var vist fra Finland? De talte ganske vist en afart af engelsk; men de rullede ganske voldsomt på r'erne.Jeg prøver som oftest på at spille rollen som gentleman, så da vi nåede til caféen, hvor vi havde besluttet os for en let frokost, tømte jeg én af de aflange sukkerposer for sit indhold og antændte den med en gaslampe - og gav min søde ledsagerske ild dermed.

Jeg gentog bedriften efter vi havde spist.... To be or not to be!!!! Har nogle noget at spørge om??