Verden ser helt anderledes ud, når man er ung. Det finder man ud af i en lang, glidende proces, når man bliver ældre. Det er naturligt nok, og det bør der vel ikke ændres ved?
Jeg var ung – meget ung – i begyndelsen af 70’erne og når man i dén tilstand befandt sig mutters alene på sit lejede værelse, som jeg var tvunget ind i af omstændighederne – min mor havde fået nok af en doven og ugidelig søn – kunne aftenerne være lange og ensomme. Hvad gør den fantasifulde yngling så? Jo, han finder selskab i byens natteliv, som er anderledes mangfoldigt end i dét stillestående landsbymiljø, som dannede rammen om det triste og småborgerlige barndomshjem.
I virkeligheden var opdagelsen af nattelivet en direkte effekt af det dramatiske exit fra huset, hvor jeg var opvokset; men det var også både et kulturchok og en saltvandsindsprøjtning til det unge og sårbare individ, der nok følte sig alene i verden, men dog ved godt mod.
Jeg var genert, hvilket ikke er godt, når man skal udfordre potentielle, sociale græsgange. Tiden gik og en lang varm sommer var således fløjet af sted. Jeg levede af en formue, som var optjent i et job som arbejdsmand i en produkthandel i byens osende industrikvarter. Her sorterede jeg pap og opskar kobberbeholdere med en vikelsliber uden beskyttelse af nogen art. Senere kom jeg i dekoratørlære, hvor jeg bl.a. malede staffage med højglans-alkydmaling. Stadigt uden åndedrætsværn. Man påstod ikke at vide, dengang, at lortet var det rene gift.
Den måde, jeg lærte at omgås min generthed på, var ligeledes alt andet end sund. Jeg oplevede en lettende effekt, når jeg drak bajere. Blot et par stykker eller tre pilsnere gjorde det lettere for mig at komme i dialog med, for mig, vildt fremmede mennesker – og ikke mindst mit forhold til det modsatte køn blev gjort langt mindre kompliceret ved alkoholens hjælp.
Det var i den fase, jeg ”opdagede” Elephanten. Ikke det tonstunge, joviale dyr, som man herhjemme udelukkende kan iagttage i zoologiske haver og i cirkus. Jeg glemmer ikke en episode fra min barndom, hvor jeg i perioder blev passet af min bedstemor i købstaden, da jeg pludseligt med mine egne barneøjne så en række af det imponerende dyr komme stavrende gennem byen, hale ved snabel. Cirkus var i byen!
Dét her er langt senere… Mine Elephanter blev produceret hos Carlsberg i flydende form – og de var en anelse, ikke så lidt endda, tungere end den almindelige HOF, som var standarden dengang blandt øldrikkere. Man drak det let sødlige pilsnerøl fra Carlsberg, nogle drak ganske vist Tuborg; men der var en klar konsensus blandt HOF-drikkere at Tuborgs udgave af pilsneren var noget kvindagtigt sprøjt og at Tuborgs udgave af guldøllen, den legendariske Guld-Tuborg, ikke var istand til at bringe ens behov for anstændige promiller op på noget som helst acceptabelt niveau.
Skal man karakterisere Elephant-øllens smagsmæssige egenskaber, er det væsentligt at fremhæve, at den i forhold til mange af de andre stærke øltyper, som f.eks. de mørke portere, var sød, krads og solid. Så vidt jeg husker ligger alkoholprocenten på omkring 7. Disse ekstra procenter akkumulerede samtidigt ekstra promiller hos novicen udi natlige eskapader, hvilket både afstedkom det ene og det andet i forholdet til byens øvrige segment af livsnydere.
Elaphant-øllen gjorde en forskel. Senere gik jeg over til de almindelige bajere igen, da jeg på et tidspunkt nåede et punkt, hvor jeg ikke behøvede at drikke særligt meget for at få en brandert på. Senere igen blev der sat helt andre standarder mht. øldrikkeri. Øl fra alverdens kulturer blev prøvesmagt på rejser og med ét så udbuddet i de hjemlige miljøer helt anderledes ud, ligesom mikrobryggeriernes produktioner har gjort indtagelse af øl til noget nært en videnskabeligt forteelse.
Det er meget lang tid siden, jeg har ladet en Elephant-bajer glide ned gennem mit hårdt prøvede svælg – og der går sandsynligvis langt tid, inden det sker igen – om nogensinde? Jeg har muligvis opbrugt min kvote?
Jeg var ung – meget ung – i begyndelsen af 70’erne og når man i dén tilstand befandt sig mutters alene på sit lejede værelse, som jeg var tvunget ind i af omstændighederne – min mor havde fået nok af en doven og ugidelig søn – kunne aftenerne være lange og ensomme. Hvad gør den fantasifulde yngling så? Jo, han finder selskab i byens natteliv, som er anderledes mangfoldigt end i dét stillestående landsbymiljø, som dannede rammen om det triste og småborgerlige barndomshjem.
I virkeligheden var opdagelsen af nattelivet en direkte effekt af det dramatiske exit fra huset, hvor jeg var opvokset; men det var også både et kulturchok og en saltvandsindsprøjtning til det unge og sårbare individ, der nok følte sig alene i verden, men dog ved godt mod.
Jeg var genert, hvilket ikke er godt, når man skal udfordre potentielle, sociale græsgange. Tiden gik og en lang varm sommer var således fløjet af sted. Jeg levede af en formue, som var optjent i et job som arbejdsmand i en produkthandel i byens osende industrikvarter. Her sorterede jeg pap og opskar kobberbeholdere med en vikelsliber uden beskyttelse af nogen art. Senere kom jeg i dekoratørlære, hvor jeg bl.a. malede staffage med højglans-alkydmaling. Stadigt uden åndedrætsværn. Man påstod ikke at vide, dengang, at lortet var det rene gift.
Den måde, jeg lærte at omgås min generthed på, var ligeledes alt andet end sund. Jeg oplevede en lettende effekt, når jeg drak bajere. Blot et par stykker eller tre pilsnere gjorde det lettere for mig at komme i dialog med, for mig, vildt fremmede mennesker – og ikke mindst mit forhold til det modsatte køn blev gjort langt mindre kompliceret ved alkoholens hjælp.
Det var i den fase, jeg ”opdagede” Elephanten. Ikke det tonstunge, joviale dyr, som man herhjemme udelukkende kan iagttage i zoologiske haver og i cirkus. Jeg glemmer ikke en episode fra min barndom, hvor jeg i perioder blev passet af min bedstemor i købstaden, da jeg pludseligt med mine egne barneøjne så en række af det imponerende dyr komme stavrende gennem byen, hale ved snabel. Cirkus var i byen!
Dét her er langt senere… Mine Elephanter blev produceret hos Carlsberg i flydende form – og de var en anelse, ikke så lidt endda, tungere end den almindelige HOF, som var standarden dengang blandt øldrikkere. Man drak det let sødlige pilsnerøl fra Carlsberg, nogle drak ganske vist Tuborg; men der var en klar konsensus blandt HOF-drikkere at Tuborgs udgave af pilsneren var noget kvindagtigt sprøjt og at Tuborgs udgave af guldøllen, den legendariske Guld-Tuborg, ikke var istand til at bringe ens behov for anstændige promiller op på noget som helst acceptabelt niveau.
Skal man karakterisere Elephant-øllens smagsmæssige egenskaber, er det væsentligt at fremhæve, at den i forhold til mange af de andre stærke øltyper, som f.eks. de mørke portere, var sød, krads og solid. Så vidt jeg husker ligger alkoholprocenten på omkring 7. Disse ekstra procenter akkumulerede samtidigt ekstra promiller hos novicen udi natlige eskapader, hvilket både afstedkom det ene og det andet i forholdet til byens øvrige segment af livsnydere.
Elaphant-øllen gjorde en forskel. Senere gik jeg over til de almindelige bajere igen, da jeg på et tidspunkt nåede et punkt, hvor jeg ikke behøvede at drikke særligt meget for at få en brandert på. Senere igen blev der sat helt andre standarder mht. øldrikkeri. Øl fra alverdens kulturer blev prøvesmagt på rejser og med ét så udbuddet i de hjemlige miljøer helt anderledes ud, ligesom mikrobryggeriernes produktioner har gjort indtagelse af øl til noget nært en videnskabeligt forteelse.
Det er meget lang tid siden, jeg har ladet en Elephant-bajer glide ned gennem mit hårdt prøvede svælg – og der går sandsynligvis langt tid, inden det sker igen – om nogensinde? Jeg har muligvis opbrugt min kvote?
