mandag den 24. september 2007

Som talt ud af tuben



Et ”hot shot” er andet og mere end navnet på en promille-bombe. Det kan også bruges som beskrivelse af Tal Rs rolle på den aktuelle kunstscene. Denne er nu sat på Louisiana Contemporary.

Umiddelbart suges man ind i rummet på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som for tiden danner ramme om den mangfoldige udstilling ’The Sum’, som blandt andet præsenterer en antal store, kvadradiske malerier af billekunstneren Tal R, der som bekendt i de senere år har markeret sig stærkt på de nationale og de internationale kunstscener.

”Det er svært ikke at holde af Tal Rs billeder”. Dette citat kan tilskrives billedkunstneren Søren Behnke, der besøgte udstillingen samtidigt med denne kunstskribent – og dette udsagn er det vanskeligt at fremdrage argumenter imod. Man finder med ’The Sum’ ret omgående ud af, hvorfor Tal R har fået dén status, han besidder. Der er ikke noget, der er tilfældigt i dén sammenhæng.

Det monumentale maleri.
Omdrejningspunktet er maleriet i sin mest monumentale udgave. Tal R har i en vis forstand ”spændt ben” for sig selv i udarbejdelsen af de 250 x 250 cm. store lærreder. Dette bensspænd består af en palet, der begrænser sig til farverne brun, rød, orange, hvid, sort, pink og grøn. 17 malerier udgør afkastet af dette koncept.

Man kunne mageligt forestille sig et tilsvarende antal meget ensartede billeder; men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod optræder de 17 værker som sprudlende, dualistiske udsagn, der taler til beskuerens fantasi på en ret overbevisende måde. I samme rum i Louisianas sydfløj vises samtidigt syv såkaldte vitriner, som går i dialog med de grandiose malerier med udgangspunkt i kunstnerens syvfarvede palet.

Motivet og den rene farve.Tal Rs maleriske univers er stærkt sammensat. Hans arbejde bærer præg af et tilsyneladende fravær af systemer. I adskillige tilfælde står farverne klare og rene. I andre forholder de sig pastose som udtryk for, at der er arbejdet længe og søgende med særskilte fragmenter i malerierne. I de tilfælde, hvor der er valgt et traditionelt udtryk med oliefarven påmalet et helt lærred, perspektiveres dette ikke udelukkende ved hjælp af farvernes indbyrdes karakterer; men også i kraft af disses valørmæssige intensiteter. I andre tilfælde er malerierne sammenstykket af flere lag lærred, og dermed opstår en anden og ikke mindre intens dynamik.

Et maleri har som oftest fire sider, og inden for rammerne af disse skaber Tal R sin verden af både genkendelige og abstrakte indslag. Han afprøver konstant farvernes virkninger indbyrdes, ligesom han gennemfører nogle overordnede motiviske indgreb på de store lærreder. Han arbejder med ornamentet som et samlende element i specifikke kompositioner. Farverne optræder ofte klemt direkte ud af tuberne, hvorved de fremstår i deres rene og uforfalskede tilstand. Dette princip er gennemgående i det maleriske forløb på udstillingen. Farverne er påført ublandet på de 17 lærreder.

Kontemporær med historiske referencer.
Motiverne spænder vidt – ofte med karikerede menneskerfigurer i centrum. Disse kan fremstå som et utal af maskerede individer, som f.eks. i ’Night Is No Black’, som er ét af de helt nye værker på udstillingen. Et andet af disse ’Black River’ viser en kvinde på en grøn bro, der tilsyneladende er ved at blive opslugt af en gitterkonstruktion, som er udarbejdet af et antal streger i forskellige farver, klemt ud af farvetuberne i et sirligt mønster. Værket ’Hüsker Dü’ giver i sin abtrakte form langt større assiciationer til en skov end til det legendariske, amerikanske post-punk-band.

Tal R fremstår som en kontemporær kunstner, hvilket er ret logisk i kraft af, at han stadig er ung. Alligevel er der historiske referencer i et maleri som ’Model Alone In Studio’ fra 2006. Her er det vanskeligt at overse en tydelig inspiration fra en maler som Picasso. Den 40-årige Tal R har dog, som i de øvrige tilfælde, signeret sit værk. Naturligvis med bogstaver presset ud af en malertube.

Grafikkens intimitet.
Udstillingen med de 17 malerier og tilhørende vitriner suppleres med et mindre rum, hvori er udstillet et stort antal grafiske arbejder. Her er tale om raderinger og ætsninger, der vises på fire vægge ophængt i tre rækker, ramme ved ramme. Tal Rs talent kommer til udtryk på en anderledes, intim måde i disse små sort-hvide arbejder. Den motiviske tematik i disse værker er imidlertid i flere tilfælde den samme, som man oplever den i kunstnerens malerier.

Det er overraskende at stifte et så koncentreret bekendtskab med Tal Rs leg med grafikken. For dét er hvad kunstneren vel i virkeligheden gør? Leger sine værker frem? Disse bærer i hvert tilfælde præg af en kolossal malerglæde og fortællelyst.



Tal R, ’The Sum’ kan ses på Louisiana Contemporary indtil 6. januar 2008.