tirsdag den 30. oktober 2007

Fanø og de 30 akvareller



Sommeren 2003. Jeg havde lejet kunstnerhuset på Fanø i en uge. Vi vidste ikke hvordan vejret ville blive, så jeg havde allieret mig med akvarelfarver, papir, oliepasteller og diverse skitseblokke til arbejde on location, hvis vejret skulle arte sig.
Det var første gang, vi besøgte stedet, så jeg var naturligvis spændt på, hvad huset havde at byde på. Jeg gik omgående på opdagelse efter at vi havde låst os ind og erfaret at den tidligere gæst havde efterladt en flaske rødvin og en lille velkomst. I sydenden af huset er der et lille arbejdsværelse, som i princippet var udmærket til at arbejde i. Huset er stort, så der var lige nogle ting, der skulle falde på plads inden jeg "fandt" det store, smukke atelier i husets nordlige ende. Nordvendte høje vinduer, masser af lys samt en unik stemning fandt jeg i dette atelier, som fremstod stofligt og med spor fra skiftende brugere. Med andre ord: Et sted, der lagde op til at blive brugt, som var det blevet brugt af andre over tid. Over år!
Heldigvis var der dage, hvor vi kunne tage til stranden. I forhold til Sønder Ho kunne man cykle til Fanø Vesterhavsbad og det ørkenlignende Søren Jessens Sand på en lille halv time. Her åbner horisonten sig i et formidabelt panorama. Et syn, der gav næring til de akvareller, der næsten malede sig selv i det fantastiske atelier. De var ikke naturalistiske. Og dog! Nogle var… Meget, endda!
Det blev til 30 akvareller på de seks dage. Fem i snit pr. dag. Ikke så dårligt. Der var hele tiden rødvin, ost og musik til arbejdet. Jeg burde måske også nævne de mange skitser, der blev lavet ude ved stranden? Jo, men det var akvarellerne, der styrede i de dage.

Hvad ved bønder om agurkesalat?

Jeg havde besøg af to repræsentanter fra den nye udvidede Silkeborg Kommunes Billedkunstsamråd den anden dag. Jeg var under overvejelse som udstiller på den kommende ”Silkeborgudstilling”, som finder sted i et kommunalt udstillingssted, som hedder Kulturspinderiet en gang om året.

Da repræsentanten for samrådet kontaktede mig, påpegede jeg, at jeg har udstillet på Silkeborgudstillingen én gang; men det var tilsyneladende ikke noget problem. De ville gerne aflægge mit værksted et besøg ”så hurtigt som muligt”, hvilket blev her for et par uger siden.

Jeg ved ikke, hvad deres bagtanke var? Det har jeg svært ved at gennemskue; men i dag har jeg så fået en mail, hvor man meddelte mig at ”der ikke blev plads til mig i denne runde, da vi satser på unge kunstnere og folk, der ikke har deltaget før”. Mit fødselsår er 1953 – og min tidligere deltagelse gjorde jeg allerede opmærksom på indledningsvis. Dette blot for at anskueliggøre med hvilken mangel på professionalisme dette samråd arbejder. Eller er det blot højre og venstre hånd, der ikke er indbyrdes koordinerede???

søndag den 28. oktober 2007

Second Life med åndenød

Under overskriften 'Second Life ånder ud' i en artikel af Morten Nystrup i dagens udgave af Morgenavisen Jyllandsposten antyder Henrik Føhns, vært på teknologiprogrammet 'Harddisken' på P1, at Second Life er ved at miste fodfæste. Han udtaler: "Second Life var hot i vinter, nu er der halvtomt derinde. Jeg har svært ved at se det som et et effektivt kommunikationsredskab".
At befolkningstallet på Second Life befinder sig i omegnen af 9 millioner, skal nok også tages med et gran salt. Det højeste antal brugere, der har været online samtidigt, er foreløbigt 46.000. Det er naturligvis også en sjat; men det hele skal ses i et langt mere nuanceret perspektiv. Mange har oprettet en profil og har så efterfølgende hurtigt mistet interessen. Det kan der være mange årsager til... Den tekniske side af Second Life kan være ret kompliceret at deale med. Det efterlader universet som et sted for computernørder - og dét segment af befolkningen, nationalt som internationalt, er kun interessant i en begrænset grad.
Det er den amerikanske virksomhed Linden Lab, der ejer Second Life samt alle aktiverne og det er netop i følge Henrik Føhns den største hæmsko for succes. "Der burde være en åben standard, som vi kender det fra Internettet, så man selv ejer de ting, man skaber derinde. Jeg forstår ikke hvad virksomheder vil i Second Life".Sisse Siggaard Jensen er lektor på RUC og forsker i virtuelle verdener: "Som alt andet har SL været udsat for et hype og nu et antihype". Hun påpeger dog at den virtuelle kommunikationsform er kommet for at blive i én eller anden form.
Hvad er konklusionen? Er der ikke nogle virksomheder, som har overvurderet Second Life som et kvalificeret, virtuelt alternativ til virkelighedens verden? Handler det ikke blot om adspredelse og underholdning samt lidt chat og pjat på tværs af verdensdele?
Jeg tog en tur rundt i nogle forskellige miljøer for at afprøve om Second Life virkeligt er ved at udvikle sig til en virtuel spøgelsesby, som det beskrives i artiklen i Jyllandsposten. Jo! Jeg har registreret det. Mange steder ligger permanent øde hen. Måske har interessen for Second Life peak'et?


lørdag den 27. oktober 2007

Kunst i Horsens





Lørdag den 27. oktober åbnede såvel Galleri Progres som Horsens Kunstmuseum nye udstillinger. Bent Riis viser i en utraditionel ophængning 33 fotocollager på Galleri Progres. Riis er bedst kendt som rendyrket fotograf; men har nu kastet sig over et lidt mere sammensat medie. Mixed Media, om man vil?
Kunstmuseet åbnede en udstilling med nye malerier og tegninger af Lars Nørgaard. Såvel udstilling som den nye biografi om kunstneren af Lisbeth Bonde har titlen ’Dårlige nerver’. Jeg fik biografien af museets informationsmedarbejder til åbningen. Den rummer hovedsageligt gengivelser af kunstnerens koloristiske malerier og underfundige tegninger. Disse inderstøttes af en tekst samt et interview, som forfatteren har lavet med kunstneren. Her siger han bl.a.: ”Jeg har meget svært ved at håntere tiden: At årene går, er ganske enkelt forfærdeligt. Jeg tegner ofte ure og betragter livet som ét langt målebånd. Jeg henter en saks og klipper et lille stykke af til nytår. Det er selvpineri; men en nødvendighed for mig. Tidsaspektet ligger også i maleprocessen”. Er dét noget, man kender?

onsdag den 24. oktober 2007

Second Life på Euroman's taberliste

Den maskuline selvforståelses magasin Euroman – det burde være overflødigt, at nævne den feminine parallel – har i sin nyeste udgave lavet en ”dur og dur ikke”-rubrik, som er ganske underholdende. Blandt andet er det lavstatus at give ”fuck-fingeren” i trafikken. Helt indlysende; men man har faktisk katagoriseret taberemnerne og i det mere teknologiske segment blandt ting, det er aldeles håbløst at beskæftige sig med, finder man det virtuelle rolleunivers Second Life, som jeg i tidligere blogs har beskæftiget mig med.

Jeg befinder mig i Second Life som Lars Swain. Swain præsenterer sig selv i sin profil som en livsnydende naturist, der elsker at hygge sig og danse. På det sidstnævnte punkt adskiller Swain sig fra virkelighedens Lars; men i Second Life er man i stand til at gøre ting, som man ikke er i stand til i virkelighedens verden. Eller In Real Life, som man siger i cyberspace – oftest forkortet som IRL.

Jeg har ledt efter interessante ting på Second Life – og det er faktisk lykkedes mig at finde adskilligt, så i dét perspektiv er Euromans karakteristik måske skudt en anelse forbi? Jeg blev således glad, da jeg fandt én af mine gamle helte, den hollandske formgiver og arkitekt Gerrit Rietveld, repræsenteret med sin rød-blå stol. En rendyrket møbelklassiker fra det 20.århundrede. Jeg ved at Rietvelds efterkommere vogter nidkært over gengivelser af hans værker på bl.a. Internettet. Mon de er klar over, at oldefar er repræsenteret i Second Life?

Jeg har også fundet Syddansk Universitet og Kunsthallen Brandts i Second Life. Hvad angår sidstnævnte har man ikke skiftet udstilling længe og måske godt det samme? Jeg finder aldrig mennesker dér eller på universitetet. Til gengæld er Wonderful Denmark – Torvet i Korsbæk – stadigt meget velbesøgt, kan jeg se i statestikkerne. Selv er jeg forment adgang til stedet af Korsbæks ejer og administrator, da jeg på et tidspunkt formastede mig til at gengive nogle iagttagelser, som jeg havde gjort på stedet.

Måske er det netop denne lokalitet, der har afstedkommet, at Euroman har placeret Second Life blandt elemeneter, som det er aldeles ucool at beskæftige sig med. Ét er i hvert fald sikkert! Her har den såkaldt jævne mand mulighed for at udtrykke sig i ord og handling – og dette er som bekendt altid på godt og ondt. Men det er uretfærdigt at karakterisere Second Life som et univers for tabere udelukkende på dette grundlag. Ganske vist er stedet velbesøgt og populært; men ofte er det en god idé at tage udgangspunkt i kvalitet frem for kvantitet og kvaliteten findes faktisk i denne surrealistiske verden – hvis man gider lede lidt.

Hvad angår Wunderbares Dänemark, har jeg, som man nok kan forstå, ikke mulighed for at følge udviklingen, hvis en sådan eksisterer. Jeg er ”banned” sandsynligvis for tid og evighed. Pyt!! Mangfoldigheden er stor på Second Life. Måske Euroman snart findes med en virtuel redaktion?

mandag den 22. oktober 2007

Skovskiderstilling og en traktor i bølgepap

Jeg har en sjælden evne til at rende ind i billedkunstneren Søren Behnke på mine ture rundt i ind- og udland. Behnke er også kendt som Papfar og da jeg mødte ham på Kunstmuseet Louisiana for nyligt, mindede han mig om et TV-program, som han skulle deltage i nogle dage senere.

Nu bliver Den 11. Time som bekendt sendt lang tid efter min normale sengetid, så jeg missede desværre programmet, da det oprindeligt blev sendt. Det har jeg så siden fået rådet bod på, og jeg må sige, at Papfar er en kunstner, som jeg finder både morsom og original.

Han fortalte bl.a. i programmet om en event, han lavede i forbindelse med skulpturen ’Boy’, der som bekendt er permanent udstillet på Kunstmuseet ARoS i Århus. Han betegnede dén stilling, som skulpturen indtager, som ”skovskiderstilling”, hvilket jeg naturligvis fandt ganske morsomt, da jeg selv er på evig jagt efter nye udtryk hvormed jeg kan udvide mit ordforråd.

fredag den 12. oktober 2007

Kunst fra det ydre rum



Om ikke andet, så var det i al fald underholdende at være til pressemøde på Mariko Mori’s store udstilling på ARoS. Kunstneren, som står bag udstillingen ’Oneness’, blev af museumsdirektør Jens Erik Sørensen betegnet som ”superstar”. JES plejer som bekendt ikke at være bange for den slags benævnelser, så dét er der vel ikke noget overraskende i? Mere overrumplende var kunstnerens store, tekniske istallation Wave UFO, som jeg prøvede. Jeg blev forsynet med elektroder på panden og efter at jeg var kommet ind i det imponerende ruskib, blev jeg placeret i liggende stilling og elektroderme blev connected. Derefter kunne jeg følge min sindstilstand på loftet i et grafisk forløb, som jeg må indrømme, at jeg ikke helt fandt mening med. F.eks. ringede min mobiltelefon under det syv minutter lange forløb, og dette forholdsvist sindsoprivende indslag gjorde ikke de store udslag i elektronikken. Jeg skulle dog angiveligt befinde mig i en afslappet og meditativ tilstand.

På billedet herover ses Mariko Mori foran den store installation; men associationer, der bringer væsner fra det ydre rum frem i bevidstheden, kommer til udtryk i de løjerlige figurer, som kunstanmelderen Trine Ross på det andet billede giver en kærlig krammer. Så begynder øjnene at lyse. Kom ikke og sig at sådan nogle aliens er totalt ufølsomme.

Fagbevægelsens berufsverbot

For ikke så forfærdeligt mange år siden blev en dansk, surrealistisk kunstmaler sat i spjældet, fordi han i sit motivvalg gik imod småborgerlighedens kritererier vedr. hvilke emner, man kunne beskæftige sig med som billedkunstner. Wilhelm Freddie blev beskyldt for at være pornografisk og hans udstillinger blev lukket og værkerne beslaglagt af Politiet.

Senere blev alt jo som bekendt anderledes. Censuren på billedpornografi blev ophævet og – og man kunne vel sige at den visuelle ytringsfrihed var total? Naturligvis har dette afstedkommet, at sex og de kødelige elemeneter i menneskets eksistens har kunnet bruges frit af kunstens udøvere samt af repræsentanter for institutioner, der benytter visuelle virkemidler i udøvelsen af deres erhverv.

Et dansk undertøjsfirma har lanceret en reklamekampagne, der bruger firmaets produkt i en kontekst, der rummer klare seksuelle undertoner. Nu er sex jo et fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive og undertøjet er klart noget, der associerer til netop dette emne. Det er vel ikke så unaturligt?

Men, men, men. Uha! Reklamen er kvindeundertrykkende! Ét af billederne viser således en sygeplejerske i en ret udfordrende attitude. Så bliver sygeplejeskerne sure – eller dybt paranoide, måske nærmere? Med andre ord: Man må ikke skabe en tanke, der forbinder en sygeplejeske med undertøj – og da slet ikke sex! ”Billedet er med til at fastholde sygeplejesker og kvinder i det hele taget i en primitiv rolle som sexobjekter”. Således udtaler næstformanden i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg.

De to største danske fagforbund HK og 3F støtter en boycot mod det omtalte undertøjsfirma, som man tilsyneladende mener, har overskredet en etisk grænse. Firmaet skulle angiveligt have fjernet de pågældende reklamer og dette må vel tilfredsstille de to fagforbunds repræsentanter.

Man kan mene om disse reklamer, hvad man vil. Personligt finder jeg dem ikke værre – og langtfra bedre end hvad man kan opleve som billboards på siderne af landets bybusser; men en ting, der er skræmmende er at fagbevægelsen, som skulle være en garant for at man kan ytre sig frit – også i billedform – går ind og sætter et så markant og dybt kritisabelt aftryk på, hvordan en virksomhed kan reklamere for sine produkter.

At nogle feministiske elementer i samfundet finder disse reklamer anstødelige, er langt fra overraskende – og disse har naturligvis ret til at tilkendegive deres holdninger; men at en række fagforbund går til ombudsmanden for at få reklamerne fjernet er efter denne skribents mening et rendyrket angreb på den visuelle ytringsfrihed. Som medlem af 3F kan jeg kun tage betingelsesløst afstand fra denne form for berufsverbot, som jeg troede var noget, der hørte en kold og svunden tid til.

tirsdag den 9. oktober 2007

Gouache, akvarel... Oplæg!




Ofte er det meget vigtigt at få nogle af de idéer, som man går med inde i hovedet, ned på papir. Til dét formål er gouachen et redskab, jeg har brugt de senere år. Bogstaver har fyldt meget i den senere tid – og således er der gået mere tid med skriveriet end der er med maleriet og grafikken. Dette engagement forholder sig heldigvis til billedkunsten i kraft af, at det er kunst, jeg beskæftiger mig med i mine artikler.

Om det er derfor at de rumlige ingredienser på disse nye gouacher/akvareller, er præget af noget, der kunne minde om bogstaver og tal, skal jeg ikke kunne sige på nuværende tidspunkt; men det kunne da udmærket være nogle af de skrevne ord, der havde aflejret sig i motiverne.


fredag den 5. oktober 2007

Galleri Zurück



Et galleri kan være mange ting. Lige fra højloftede, næsten højtidelige rum i Bredgade, hvor der som bekendt ingen smalle steder er, til nedlagte industrilokaler, hvor det oprindelige interiør blot er blevet malet over med en gang hvid plastikmaling. Når et sådant rum indeholder sin egen stemning, kan en sådan løsning faktisk være ret elegant. Der er jo ingen grund til at udskifte et i øvrigt velfungerende terrazzogulv og et antal lysamaturer, der virker.

En helt anden måde at forholde sig til galleribegrebet er, som jeg i weekenden den 6.-7. oktober gør, når jeg åbner et meget lille, midlertidigt galleri i forbindelse med hjemmet her i Silkeborg. Fænomenet har jeg kaldt Galleri Zurück og det består i al sin enkelthed af en 9 kvdm. stor udestue af glas, som er beklædt med papir, således at man kan lave en udstilling, aktuelt som et led i Region Midtjyllands arrangement, Midt i Kunsten.
Jeg har valgt at udstille en serie grafiske arbejder, som jeg lavede tidligere på året, sammen med et antal oliemalerier, der blev til i forbindelse med dén workshop, jeg deltog i på RemisenBrande i sommer.

Når Midt i Kunsten, som er åbent de to udstillingsdage kl. 11-17, er slut, bliver Galleri Zurück ligeledes nedlagt. Måske for at genopstå på et senere tidspunkt? Det ved man jo aldrig?

torsdag den 4. oktober 2007

Ærø - én af de danske øer

En gren af min egen familie stammer fra Ærø - og jeg finder det stærkt fascinerende, at man kan finde lokaliteter i et lille land som Danmark, hvor befolkningen taler fuldstændigt uforståeligt. Nu er jeg ret godt med mht. det ærøske, da alle ferier i min barndom fandt sted i netop dette øsamfund; men man skal ikke langt uden for de to større byer på øen før det lyder ret mærkværdigt.... Eller, rettere, SKULLE... For jeg ved ikke om det forholder sig sådan længere? Jeg har ikke været på Ærø siden 1990.

Dengang ville jeg opleve nostalgien ved at drikke en øl på Hotel Harmoniens (eller var det Phønix'?) restaurant! Ja, go' morgen, min bare.... Restauranten, som var kendetegnet ved blodrøde vægge, blondegardiner og en velforsynet juke-box var blevet til en café med afhøvlede gulve, hvidskurede vægge og fadølsanlæg. Tjeneren talte med Valby-accent og Andelen var ikke længere Fyens Andels Foderstofs lager på havnen; men et kulturhus... Ak, ja! Allerede dengang var verden af lave. Hvordan ser det så ikke ud i dag??