søndag den 18. maj 2008

Oh, Danmark... Who are you?

“Danskhed”...? Hvad forbinder det enkelte individ med fænomenet? Det burde vel ikke være nogen hemmelighed, at nogle af symbolerne på danskheden har en endog ret belastende signalværdi. For eksempel er ”klaphatten” jo ikke noget, man blot har på hovedet længere. Denne besynderlige hovedbeklædning er helt enkelt blevet synonymet på frikadellefed selvtilstrækkelighed og småborgerlig, nationalistisk identitetsfølelse.

Typisk dansk!? Stegt flæsk og persillesovs samt sild og snaps – og dét er der vel i princippet intet i vejen med? Faktisk kan det være helt befriende med en solid brun sovs og nogle kartofler efter nogle travle dage med mad fra kebab-baren og pizzabageriet. Ikke fordi; men jeg laver mine pizzaer selv – helt fra scratch!

Dansk… Jo, men pizza er vel efterhånden gået hen og blevet dansk folkeføde? Denne napolitanske specialitet konsumeres der sandsynligvis langt flere af herhjemme end af de klassiske egnsretter. Man kan dårligt tale om ”dansk mad” længere? Eller Dansk Folkeferie? Man fjernede det første ord i navnet – og var det for ikke at blive forvekslet med et politisk parti? Anyway… Hvem kom først? Danskheden eller folkepartiet…?

Til sommer finder en kunstudstilling sted på CopenhART Gallery i Valby. Udstillingen har den foreløbige arbejdstitel ’Oh, Danmark’. Det bliver en omfattende udstilling. Et stort segment af danske kunstnere vil med ét eller flere værker skildre deres bud på, hvordan danskheden kan fomuleres billedligt her i det Herrens år 2008.

Hvordan den enkelte tager tematikken op, kan man glæde sig til at se – og indtil da spekulere over. Mit eget udgangspunkt bliver såmænd udlændinge. Ikke specielt dansk, måske? Jo, for jeg har i fire malerier valgt at bruge lige så mange velintegrerede udlændinge, som ikke blot fungerer og arbejder i Danmark; men som også har haft en betydning om ikke for danskernes selvforståelse, så dog i det kulturelle og politiske univers.

Den ene af de fire er en nu afdød jazzmusiker, som boede i København i en periode og her spillede ofte på Jazzhus Montmartre i St. Regnegade. Den anden er idrætsmand og oprindeligt Kenyaner og mellemdistanceløber inden for atletikken, hvor han iklædt rød dragt og Dannebrog har hjemført adskillige medaljer ved store stævner. Nummer tre er en politiker, en kvinde, som sidder i Folketinget for partiet SF og sidste mand er igen en repræsentant for musikken. En dygtig amerikansk guitarist og producer.

Hvis man skulle besøge udstillingen ’Oh, Danmark’ på CopenhART Gallery, vil man måske være i stand til at spotte mine værker i en omfattende salon-ophængning? Uanset hvad, må det være til at få øje på ”Dexter”, ”Wilson”, ”Özlem” og ”Billy” blandt de mange bud på, hvordan man kan tolke fædrelandet visuelt.

Udstillingen på CopenhART Gallery, Carl Jacobsens Vej 16, Valby, åbner dén dag, hvor der er præcist fem måneder til jul – nemlig 24. juli og varer frem til og med 30. august.