For tiden vises på KunstCentret Silkeborg Bad en udstilling, der har sit afsæt i en tysk samling (Rik Reinking Collection) af samtidskunst fra en lang epoke. Heriblandt et bredt udvalg af dén kunsttype, der går under betegnelsen street-art.
Til ferniseringen på Silkeborg Bad traf jeg som så ofte før ved den slags lejligheder en dame, som faktisk er en af mine bedste venners mor. Hendes udsagn var, at dén slags hører hjemme ude i miljøerne og ikke i en kunsthal. Hun var i det hele taget meget kritisk stemt over udstillingen i sin helhed – på trods af, at den viser alle mulige afskygninger af billedkunst. Jeg har også selv visse forbehold over for værker på udstillingen; men dét forhindrer mig ikke i, at besidde en overvejende tilfredshed med ’Call it what you like!’ som er udstillingens titel.
Nu har jeg så efterfølgende gjort mig nogle tanker vedrørende hvilken kunst, der hører til hvor. I sin tid mente man ikke, at en maler som Picasso hørte hjemme på f.eks. Statens Museum for Kunst. I dag fremstår dén museumsdirektør, der dengang ikke ville have Picasso inden for sine døre som en forstokket nar.
Jeg tænker også på Lundstrøms debut på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor anmelderne stillede spørgsmål ved den losseplads, som Lundstrøm brugte som udgangspunkt i sine collager.
Hvad der hører hjemme hvor er da en diskussion, der altid er værd at tage. I særdeleshed i disse tider, hvor kunstnersammenslutninger føler sig under hårdt pres fra parnassets magtelite. Men historien vil vide, at alting som ofte løser sig. De mest ligegyldige street-artists forsvinder ud i glemslen – og de stærke overlever. Også i kunsthallerne.
For tiden er man i gang med at opbygge en udstilling med amerikanske Mark Dion (født 1961) i Århus Kunstbygning. Komponenterne til totalinstallationen ’Concerning Hunting’ ligner en trælast, der er eksploderet; men der er mening med galskaben, vil det sikkert vise sig. Én ting står i hvert fald klart. Der er fernisering på udstillingen 27. juni. Om den hører hjemme i en kunsthal eller ej!
Til ferniseringen på Silkeborg Bad traf jeg som så ofte før ved den slags lejligheder en dame, som faktisk er en af mine bedste venners mor. Hendes udsagn var, at dén slags hører hjemme ude i miljøerne og ikke i en kunsthal. Hun var i det hele taget meget kritisk stemt over udstillingen i sin helhed – på trods af, at den viser alle mulige afskygninger af billedkunst. Jeg har også selv visse forbehold over for værker på udstillingen; men dét forhindrer mig ikke i, at besidde en overvejende tilfredshed med ’Call it what you like!’ som er udstillingens titel.
Nu har jeg så efterfølgende gjort mig nogle tanker vedrørende hvilken kunst, der hører til hvor. I sin tid mente man ikke, at en maler som Picasso hørte hjemme på f.eks. Statens Museum for Kunst. I dag fremstår dén museumsdirektør, der dengang ikke ville have Picasso inden for sine døre som en forstokket nar.
Jeg tænker også på Lundstrøms debut på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor anmelderne stillede spørgsmål ved den losseplads, som Lundstrøm brugte som udgangspunkt i sine collager.
Hvad der hører hjemme hvor er da en diskussion, der altid er værd at tage. I særdeleshed i disse tider, hvor kunstnersammenslutninger føler sig under hårdt pres fra parnassets magtelite. Men historien vil vide, at alting som ofte løser sig. De mest ligegyldige street-artists forsvinder ud i glemslen – og de stærke overlever. Også i kunsthallerne.
For tiden er man i gang med at opbygge en udstilling med amerikanske Mark Dion (født 1961) i Århus Kunstbygning. Komponenterne til totalinstallationen ’Concerning Hunting’ ligner en trælast, der er eksploderet; men der er mening med galskaben, vil det sikkert vise sig. Én ting står i hvert fald klart. Der er fernisering på udstillingen 27. juni. Om den hører hjemme i en kunsthal eller ej!
Illustrationen er fra 'Call it what you like!': Rainer Splitt: 'Farbgus Züricher Rot. Version 2008', maling.
