onsdag den 30. juli 2008

Luft over vingerne



En kvinde, der trækker et lille propelfly tværs over Frederiks Allé. Dette usædvanlige scenarie udspillede sig på en sommerformiddag i centrum af Århus.

Billedkunstneren Simone Aaberg Kærn er tilsyneladende lidt af en vovehals. Hendes piratlignende projekt, som hun fuldførte i 2002 ved at overflyve et Talabanhærget Afghanistan, meget imod koalitionsstyrkernes vilje, signalerer i alle tilfælde et ekstraordinært mod, som nogle muligvis vil kalde dumdristighed.

Opmærksomhed og ruteændringer
Man skal heller ikke være bange for udsigten til at få en del opmærksomhed, når man ved højlys dag trækker rundt med et Piper Colt propelfly midt i Århus. Især ikke, når man har valgt at iklæde sig hele udstyret i form af en kropssnær pilotdragt samt en dampende varm flyverhjelm.

Helt problemfrit foregik transporten af det lille fly dog ikke. Flere steder undervejs over mod ARoS Århus Kunstmuseum måtte Simone Aaberg Kærn improvisere i forhold til konceptets logistik. Planen var, at flyet, som et led i den kommende udstilling 'OPEN SKY' i museets vestfløj, skulle trækkes hen til hovedindgangen og ind i foyeren. Hvordan man havde tænkt sig dette udført spekulerede denne skribent allerede over langt inden, man var nået så langt.

Idéen om det frie luftrum
Det hele løste sig dog, da ARoS’ informationschef pludseligt råbte, at døren ikke var bred nok. ”Lad os gå ind og få noget kaffe”, sagde han efterfølgende og dén udmeldning vakte tilfredshed blandt de tilstedeværende – ikke mindst hos kunstneren.

Når Simone Aaberg Kærns udstilling åbner 7. august, vil flyet dog være på plads, som en del af 'OPEN SKY', der dokumenterer den tre måneder lange rejse, som kunstneren foretog i et forsøg på at anskue himmelrummet som et frit univers. Sådan forholder det sig langt fra; men Kærn havde en agenda med sit togt; nemlig at opsøge en ung kvinde i Afghanistan, som besad en drøm om at blive jagerpilot. Kvinden – Farial – fik mulighed for at styre flyet over Kabul.

En del af udstillingens koncept bliver filmen 'Smiling in a Warzone', som blev optaget under den lange rejse. Med på turen havde Simone Aaberg Kærn instruktør og fotograf Magnus Bejmar.

Simone Aaberg Kærn er født i København i 1969. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1993-98. Denne uddannelse har hun suppleret med et ophold på Goldsmith College of Fine Arts i London. Blandt hendes mest betydningsfulde udstillinger er 'Sisters in the Sky', som blev vist på Venedig Biennalen i 1999. Filmen 'Smiling in a Warzone' blev nomineret til en Emmy i 2007.

søndag den 27. juli 2008

Husby Klit


Det er sikkert, at én af højsommerens store hits er en tur til Husby Klit, lidt nord for Vedersø ved den jyske vestkyst. Her kan man iagttage skiftende installationer udført af strandingsgods. Kunstneren bag er fra Holstebro og hedder Jens Ingmar. Ugen før dette besøg blæste bølgerne alt omkuld i Ingmars værk – og derfor er dét, der kan ses på billedet her en nyopført installation.

Skørt? Ja, det skal jeg love for – og dét er da, hvad vi mangler ofte i en mere og mere forudsigelig tid, hvor alle laver, hvad man dybest set forventer af dem… se et kort videoklip på Youtube fra Husby Klit HER>

lørdag den 26. juli 2008

Fra gulv til loft


Når mere end 50 kunstnere viser mere end 170 malerier i et galleri på 300 kvadratmeter, er det vel indlysende at værkerne hænger tæt? Når der så samtidigt skal ”klemmes” en separatudstilling ind, må man formode at der ikke bliver meget luft imellem billederne på væggen.

Man kan altid diskutere en sådan disposition af et gallerirum, når man laver en omfattende sommerudstilling, som oven i købet er behæftet med et tema. Temaet på CopenhART Gallerys sommerudstilling er Danmark og danskheden. I sig selv næsten kontroversielt i disse tider, hvor ikke engang Dansk Folkeferie længere føler en trang til at nævne det nationale ophav i firmaets brand.

Ikke desto mindre har de mange kunstnere givet hver deres bud på, hvordan man kan tolke den nationale bevidsthed her i 2008. Kolonihaveidyllen er der naturligvis sammen med alle symbolerne, som vi har lært at værdsætte – uanset om det er de fine møbelklassikere eller om det er Bojesens træaber. Det kunne naturligvis også være en ko set bagfra. Så kan man blot vente på, at det minutiøst malede kreatur hæver halen og skider kulturen og den danske sommer et stykke.

Det vil være håbløst at beskrive de enkelte værker på en sådan omfattende udstilling. Det ville selvfølgeligt være indlysende at fremhæve sine egne ”ordmalerier”; men dem har jeg talt rigeligt om på det sidste. I stedet vil jeg fremhæve den ikke mindre end fremragende maler Ninja Due Theuerkauf, som har taget udgangspunkt i én af nationens store tænkere. Selv en filosof kan gå rundt og tage helt og aldeles hverdagsagtige beslutninger.

’Oh Danmark’ på CopenhART Gallery i Valby varer frem til den 30. august. Galleriet har åbent torsdage, fredag og lørdag kl. 12-17.

tirsdag den 22. juli 2008

Den globale landsby hedder Brande

Carlos Matuck

Phoebe Dingwall

Bredtveds bærbare





I perioden 14.-26. juli har kunstnere fra otte lande indtaget Remisen i Brande med ét hovedformål: At lave kunst.

Umiddelbart emmer luften i det store lokale i RemisenBrande af koncentration. Et enkelt udbrud fra ét af hjørnerne signalerer, at en detalje måske ikke helt er lykkedes; men der arbejdes ufortrødent videre. Sådan foregår Den Internationale Workshop for Billedkunstnere, der har fundet sted i Brande siden 1992. I år har organisationen bag Kulturremisen samlet billedkunstnere fra fire kontinenter. Syd- og Nordamerika, Asien og Europa er repræsenteret.

Kontraster
Det forekommer helt naturligt, at der opstår kontrastrige relationer i et sådant forum. Maleren Jon Gislason fra Danmark har placeret sig i et hjørne af det store atelierlokale med sine store ekspressionistiske lærreder. Ved siden af ham sidder japanske Mayuko Sumioka med sine små og meget minutiøst udførte værker, som er direkte inspireret af hjemlandets kultur.

Seishi Morioka er en anden japaner i workshoppen. Han arbejder i et formsprog, der kunne forekomme traditionelt – også i en vestlig sammenhæng; men hvis man går tæt på, opdager man, at udtrykket i hans landskab er forbundet med en æstetik, som har været kendt i århundreder i præcist dette verdenshjørne.

Bærbare ”komputere”
En anden af de danske kunstnere har arbejdet med maleriet i en ganske pudsig, rumlig form. Michael Bredtved har sammensat to lærreder og bemalet dem, så de til forveksling ligner bærbare komputere. Den ene halvdel udgør naturligvis tastaturet; men den anden halvdel, som er skærmen, udgør et ”frit rum”, som kunstneren bearbejder ud fra de principper, der er temaet lige i øjeblikket.

Topografi og underspillethed
Franske Phoebe Dingwall arbejder med strukturer i maleriet, der kunne bringe tanker frem om storbyens topografi. Måske tager jeg fejl; men dét er jo som bekendt menneskeligt! Japanske Fu Deng har et bemærkelsesværdigt udtryk, hvad enten det er douche og næsten usynlige portrætter eller tilsvarende landskaber, der er temaet. Endnu en gang oplever man en oplagt underspillethed i det asiatiske udtryk.

Udsmykning og street-art
Der er langt mere tryk på den ene af de brasilianske kunstnere, der deltager i workshoppen. Brande er kendt for sine mange gavlmalerier og Carlos Matuck er blevet hyret til at skabe en udsmykning, som skal placeres i forbindelse med en sportsforretning i byen. Matuck fortæller mig, at hans baggrund er street-art og grafitti. Han arbejder således med stencils, hvilket han viser adskillige eksempler på ved hjælp af fotografisk dokumentation fra hjemlandet. Her er han hovedmand bag utallige offentlige udsmykninger.

Arbejdet på workshoppen fortsætter indtil fredag. Der er fernisering på en udstilling, der viser nogle af de producerede værker på Galleri Spor 1 ved Brande Station, lørdag den 26. juli kl. 11. Her kan man se nordisk ekspressionisme, orientalsk minimalisme og anden international billedkunst anno 2008.

Den Internationale Workshop for Billedkunstnere har fundet sted i Brande siden 1992 og er arrangeret af Kulturremisen i Brande, som gennem årene har udviklet et samarbejde med aktører i hele verden. Sidste år var der for første gang kinesiske kunstnere med i arrangementet. Kunstnerne bliver indkvarteret på Brande Højskole i perioden, hvor workshoppen finder sted.



mandag den 21. juli 2008

Workshop 2008 i Brande


Jeg har netop været på et par dages besøg i Brande på dette års udgave af Den Internationale Workshop for Billedkunstnere, der finder sted netop nu. Der bliver, som det er sædvane, gået til den. Ikke mindst efter at workshoppen er blevet forkortet i en uge i forhold til da jeg deltog sidste år.

Det blev til nogle hyggelige timer, hvor jeg befandt mig i selskab med workshoppens kunstnere samt repræsentanter for organisationen.

Søndag aften blev der arrangeret en fodboldkamp på Brande Højskoles plæne. Jeg blev pludselig sat på mål for det sorte hold, da målvogteren angiveligt mistede modet efter et par mislykkede redningsforsøg, der havde bragt det hvide hold foran med 2-1. Jeg holdt buret rent – og ”Mr. Clean Sheet” kunne se sine holdkammerater hamre bolden i kassen efter behag, så slutstillingen blev, vistnok, 7-2 til det sorte hold. Jeg tog nogle billeder på workshoppen… se dem HER>

lørdag den 19. juli 2008

Manden i parken


Tyske Till F.E. Haupts projekt 'Real Life L.A.B.' er en del af udstillingen ’Call it what you like’ på KunstCentret Silkeborg Bad.

Besøgende på KunstCentret Silkeborg Bad kan for tiden iagttage et bemærkelsesværdigt arrangement i kunstcentrets park. I forbindelse med udstillingen ’Call it what you like’, som har afsæt i Rik Reinkings store samling af samtidskunst, har den tyske konceptkunstner Till Haupt placeret et antal kuber, der udgør ’Real Life L.A.B.’, og som tillige i perioder har dannet et midlertidigt hjem for kunstneren.

Subsocial performance
Umiddebart forekommer det som et arkitektonisk eller designbaseret eksperiment, som kunne stille spørgsmål vedrørende muligheder, der rent æstetisk er forbundet med kubernes indbyrdes placering og møblementets spartanske præg.

Det har dog intet, eller kun i begrænset omfang, noget med design at gøre. Till Haupt kalder sit projekt for ”subsocial performance” og foretager man en mere minutiøs granskning af miljøet, finder man elementer, der både fungerer i relation til publikum samt til en overordnet social filosofi.

Det nødvendige plus et bibliotek
Istallationen indeholder, hvad man har brug for i en dagligdag. Køkken, kontor, sovefasciliteter samt et emneopdelt bibliotek, der er placeret i en søjle, således at hver litterær sektion så at sige har sit eget verdenshjørne. Det skønlitterære afsnit rummer således diverse værker fra Pippi Langstrømpe til litteraturhistoriens store forfattere. Hvert segment i dette bibliotek har en TV-monitor, som viser levende billeder med udgangspunkt i de enkelte emner.

Kunst og liv
Haupt er meget optaget af krydsfeltet mellem kunst og liv, hvilket man kan opleve på ’Real Life L.A.B.’ i flere niveauer. Naturligvis kommer dette mest til udtryk i kraft af, at kunstneren eller en af hans sociale samarbejdspartnere er til stede i værket. Publikum udgør samtidigt en organisme, der tilfører noget kommunikativt.

Hamburgs alternative kunstmiljø
Till Haupt er meget optaget af interaktivitet i den kunstneriske sfære. Hele den konceptionelle del af kunsthistorien er noget, han har studeret ivrigt hele sit liv, og fascinationen af for eksempel Joseph Beuys og Marcel Duchamp fornægter sig heller ikke hos kunstneren, der til dagligt arbejder i et alternativt kunstmiljø, som fungerer på tværs af enkeltstående udtryksformer. Således holdte en tysk musiker, Thomas Lebioda, skansen på ’Real Life L.A.B.’ mens Haupt i en uge besøgte Roskilde Festivalen.

Till F.E. Haupt er født i 1970 i Braunschweig og har en bred vifte af billedkunstneriske uddannelser bag sig. Blandt andet fra Hochschule für Angewandte Wissenschaften, Hamburg. Han har tillige fungeret som docent på Der Bildkunst Akademie i Hamburg. Han bor og arbejder i Hamburg.

Tilbage til Brande




Der er aftalt et besøg på Den Internationale Workshop for Billedkunstnere i Brande søndag den 20. juli. Jeg overnatter dernede og er tilbage med en lille rapport mandag. Sidste år deltog jeg som bekendt i workshoppen, der dengang varede i tre uger. Nu er den skåret ned til to, hvilket jeg finder lidt kort. De tre uger var passende, hvis man skulle gøre sit arbejde ordentligt færdigt; men mon ikke det kunne være økonomisk betinget?

I år deltager kunstnere fra Kina, Japan Brasilien, Storbritanien, Canada, Frankrig, Polen og – Danmark.

Billedet er fra sidste års workshop i RemisenBrande. Jeg skrev blog dagligt fra opholdet – og dét vil jeg i al beskedenhed sige, var den bedste formidling, der blev foretaget derfra… læs her>

torsdag den 17. juli 2008

Oprydning tilendebragt

Dårligt er et maleri færdigtgjort før spekulationerne om det næste begynder at danne sig i malerens kreative brain. Det virker sandsynligvis ikke helt oplagt, hvad man kunne gøre med ordene og bogstaverne; men jeg har planer! Der blev "ryddet op" i det viste billede. Sjælen har ro!

Der skal opspændes flere lærreder.

Gul på blå


Det var egentligt meningen, at den gule, som jeg her maler oven på en blå igen skulle overmales med violet. I mellemtiden er billedet dog færdigt. Jeg disponerede anderledes og lod den gule stå.



video

onsdag den 16. juli 2008

Værkstedsvideo

video

Idét jeg beklager den voldsomt forringede billedkvalitet...

What a mess


Maleriet fremstår tilforladeligt. Ikke andet! Hverken mere eller mindre. Spekulationerne går på, om dét er, hvad jeg kan præstere. Var den ikke længere? En goddamn skiltemaler er hvad du er ved at udvikle dig til, hr. Motherfucker Kunstmaler! Scenariet er skrækkeligt. Jeg hiver billedet ned fra stafeliet og griber en oilbar, som jeg omgående bearbejder en gul med. Blåviolet oven på gul! Komplimentære visioner har jeg nu! Den er måske mere blå end violet? What a mess!

En rødlig, fimset nuance bliver sporadisk overmalet med mørkegrøn. Kaos er nu totalt; men jeg er egentligt tilfreds. Nu har jeg et udgangspunkt, som har afsæt i MALERIET.

Jeg må slippe billedet i en periode. Jeg går ind på kontoret og chatter med en sød taste-veninde. Vi chatter om løst og fast… ”Kan man overhovedet rydde op i et maleri? Du maler med olie, det er ikke tørt?” Hvor er hun et sødt individ. Jeg sender en stribe grinende ikoner afsted og går tilbage til rodebutikken.

Jeg arbejder i 15-20 minutter og ret klart kan jeg se, at maleriet begynder at åbne sig for mig. Jeg rydder op; men ikke for meget. Der skal også være noget til senere. Jeg er faktisk tilfreds… So far!

tirsdag den 15. juli 2008

Hviledag


Hvad stiller man op med en hviledag? Der er sådan set mange muligheder. Der står flere godt begyndte malerier på staffelierne på værkstedet. En hæk trænger i høj grad til at blive klippet – det er jo langt over St. Hans. Hvorfor så denne rastløshed?

Der er hviledag i Tour de France! Det vil sige, at rytterne ”hviler” sig med en rask træningstur på vel godt og vel 100 km. i Pyrnæerne inden det i morgen atter går løs. Kald det blot et hvil. Jeg ville sandsynligvis ikke selv overleve denne lettere gang træning, der blot skal holde de famøse ben i gang og holde maskineriet smurt.

Det danske hold hedder nu CSC-Saxo Bank. Et åbent spørgsmål er nu, om denne nye rent danske hovedsponsor vil lægge et vist pres på holdejer Riis i bestræbelserne på, at få nogle flere danske ryttere til start i Tour’en til næste år? De er klar, efter min bedste overbevisning. Faktisk tror jeg, at Lars Bak og Chris Anker kunne have gjort en glimrende figur på det danske hold allerede i år? Well, well! Holdejeren og hans sportsdirektører sætter holdet; men alligevel…?

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man skal tolke CSC-Saxo Banks indsats i Tour de France indtil nu. På den store Pyrnæ-etape med mål i legendariske – ikke mindst for danskere – Hautakam, viste holdet sig ganske vist langt fremme i løbet og Fränk Schleck kom ind som en flot nummer tre og er i skrivende stund kune ét sølle sekund fra den gule trøje, der på den omtalte etape blev overtaget af Cadel Evans. Dén trøje bliver svær at vriste fra den australske all-roundrytter. Flere af de næmeste favoritter blev sat af på etapen, så Evans har vel kun Schleck, Sastre og Mentchov at holde øje med plus naturligvis en fuldstændigt uforudsigelig italiener ved navn Ricco.

Nu er der hviledag. Jeg vil se at få noget bestilt!

lørdag den 12. juli 2008

Tolderen Rousseau



12. juli var der på DR2 en dokumentar om den franske maler Henri Rousseau (1844-1910). I manges opfattelse var Rousseau den første rigtige naivist; men spørgsmålet om denne lidt forsimplede karakteristik af kunstneren helt holder vand, er ét, der trænger sig på, når man bliver gjort bekendt med hans produktion af malerier.

Henri Rousseau havde det svært i mange år. Han insisterede på en helt egenartet stil, som tog udgangspunkt i det rumlige på en ret naiv måde; men i modsætning til de kunstnere, der senere i historien benyttede sig af de naivistiske virkemidler, var Rousseau meget bevidst om elementære principper såsom centralperspektiv og farvens indvirkning i det perspektiviske forløb.

Tilnavnet ”Tolderen” fik Henri Rousseau, da han i perioden 1871-93 var engageret med at kontrollere indholdet af lasten på de skibe, der lagde til kaj ved Seinen i Paris. Dette job gav ham muligheder for at male, og motiverne dengang var vel ikke helt unaturligt miljøet i Paris, netop omkring floden.

Senere blev han dog betaget af den motivverden, som han kunne finde i byens botaniske og zoologiske haver. Her gik han på opdagelse blandt flora og fauna og ”opfandt” en ny verden forankret i naturen, som den tager sig ud i junglen. Dramatikken blev aldrig underspillet og somme tider måtte Rousseau åbne vinduet til sit atelier for at sikre sig, at han befandt sig i Paris. Han var i bogstavelig forstand blevet ræd for sine egne eventyrlige malerier.

På Salon d’Automme – Den uafhængige Salon – udstillede Rousseau næsten hvert år, og hver gang var han skydeskive for hån og latterliggørelse blandt samtidens kritikere. Han fik dog forbundsfæller i det parisiske kunstnermiljø. Forfatteren og filosoffen Alfred Jarry blev én af Rousseau’s allerbedste venner og mest solidariske kritikere. Inden sin død havde ”Tolderen” da også én af sine store succesoplevelser, da Picasso ervhervede sig ét af hans billeder. På dén måde fik Rousseau den allermest betydningsfulde anerkendelse i kraft af, at én af tidens mest vigtige, unge, kunstnere gav ham et skulderklap.

Efter 22 år som tolder gik Rousseau i 1893 på førtidspension, og han kunne herefter hellige sig malerkunsten. Han udviklede konstant sit udtryk; men altid med usædvanlige forskydninger i de proportionelle elementer. Han arbejdede med højlys og stoflighed på en sublim måde, og i dag er ”Tolderen” naturligvis repræsenteret på de vigtige kunstmuseer i verden.

Rousseau døde i 1910 og på hans gravsten kan man bl.a. læse en tekst af en anden af hans gode venner, forfatteren Guillaume Apollinaire: ”Lad vores bagage passere toldfrit gennem Paradisets port. Vi vil bringe farve og lærred, så du kan male i det himmelske lys”.

Om Henri Rousseau i sin kunst var naiv eller bevidst, klodset eller intelligent er for så vidt ligegyldigt; men han fik sin anerkendelse. Overvejende posthumt, ganske vist; men alligevel…

torsdag den 10. juli 2008

The colors of the rainbow


”En farve er ikke noget i sig selv. Den får først en betydning i dét øjeblik, den optræder sammen med en anden fare og fungerer komplimentært i forhold til denne!” Sådan tordnede min gamle malerlærer ofte dengang i de mørke og inflationsramte halvfjerdsere. Altså, dét er sådan set børnelærdom – eller under alle omstændigheder noget, der er kommet ind med – ikke modermælken, men de utallige guldøl, der blev konsumeret på malerskolen.

Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.

Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.

Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?

Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!

onsdag den 9. juli 2008

Louisiana 50


Når man runder de 50 år, er man som oftest – hvis man vel at mærke er et menneske – kommet i en alder, hvor man begynder at se tilbage, og hvor man kan begynde at mærke sit eget kadaver på en lidt mere øm måde, end da man var yngre.

Helt anderledes ser det ud med museale institutioner. Her er det mennesker i deres bedste alder, der sætter dagsordenen og når den pågældende leder eller direktør ikke kan mere, så står en yngre og frisk klar.

Kunstmuseet Louisiana fylder 50 – det halve århundrede – i år og i dén forbindelse udtaler museets unge (født 1959) direktør Poul Erik Tøjner: ”Bare vent til vi viser Max Ernst til foråret. Hvis nogen mener, det er behagelige billeder, så er det da, fordi de har grus i øjnene og fedt om nerverne”. Udtalelsen falder i forbindelse med et interview foretaget af Torben Weirup i Berlingske Tidende. Udtalelsen imødegår et spørgsmål, der går på kritikken af museet som ”det bedre borgerskabs refugium”.

Det er meget muligt, at Louisiana ikke prioriterer samtidskunsten i deres hovedudstillinger. Således har man lige vist en udstilling, der parrede Alberto Giacometti og Poul Cézanne og til efteråret viser man en omfattende udstilling af danske Per Kirkeby i anledning af HANS runde fødselsdag. Kirkeby fylder 70 den 1. september.

Ikke desto mindre udstiller Louisiana samtidskunst på et endog ret højt niveau. Jeg husker således ret tydeligt udstillingen med den danske maler og grafiker Tal R sidste år. Også udstillingen med Julie Mehretu gjorde stort indtryk. Måske ikke mindst på grund af overrumplingsmomentet?

Man kunne mageligt begynde at remse op, hvad dette smukt beliggende museum har vist gennem årene; men listen ville blive alenlang, så det giver ikke mening. Blot kan jeg konstatere, at jeg glæder mig til snart at aflægge Louisiana besøg igen.
Billedet herover er taget en maj-eftermiddag i museets park, hvor publikums silhuetter går i samklang med de tunge bronzer af Henry Moore.

fredag den 4. juli 2008

Effektjageri


”Effektjageri!” Sådan karakteriserede min gamle malerlærer de nyeste malertekniske landvindinger, når den unge elev i 70’erne præsenterede ham for disse. Jeg var udmærket klar over, at hjertet hos den gamle bankede for de modernistiske tørvetrillere med fladefundamenterede, grålige kedsommeligheder af – trods alt – stor styrke. Paradoksalt…? Tja-tjam!?

Senere præsenterede jeg den efterhånden aldersvækkede underviser for kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Francis Bacon. Han affejede disse i samme sekund, han fandt ud af, at han havde svært ved at udtale navnene. Bacon kaldte han således ”Ba-kong”, fordi al kunst helst skulle indeholde noget fransk.

”Effektjageri, effektjageri, effektjageri!” Ordet fylder efterhånden godt i min egen bevidsthed – især efter, at jeg er begyndt at gå på opdagelse i en stadigt mere omfattende og sammensat kunstscene, som den ser ud her i 2008. Malerlæreren er forlængst død, så hans formulering burde være evigt fortrængt. Men dét er den dog ikke! Faktisk er den mere relevant end – måske – nogensinde. Så meget, at man måske oven i købet kunne kalde samtidskunsten for ”effektisme”. Hermed er der sat en isme på vores egen epoke.

Det har været en hård tørn; men jeg har ikke desto mindre overgivet mig til effektjageriet med en vis entusiasme. Det morer mig, at lave ting på lærredet, som har elementer af kitch og trommesal – og hvis ikke det skal være sjovt, så ved jeg snart ikke…?

onsdag den 2. juli 2008

Tour


Jeg havde forsvoret, at jeg mere ville beskæftige mig med denne besynderlige sportsgren, dels efter sidste års episoder med afsæt i den sædvanlige dopingproblematik samt de redaktionelle dispositioner på TV2, der som bekendt dækker cykelløbet Tour de France herhjemme. Ikke desto mindre vil jeg sandsynligvis være på plads foran skærmen, når 2008-udgaven af løbet skydes i gang på lørdag.

Denne gang ikke med en kort enkeltstart, hvilket har været sædvanen hidtil; men med en regulær etape på 195 km. med nogle kategori 4-stigninger indlagt.

Værsgo’ og tag for jer af retterne i stolte to-farvede mænd af rette støbning. Frokosten indtages i tre uger på to hjul. Må den bedste mand vinde og må vi blive fri for skandaler i år. Styrt er begribeligvist uundgåelige.

tirsdag den 1. juli 2008

Astrid's Farm

Verden er af lave! Det tyske band Astrid’s Farm spillede den 1. juli på KunstCentret Silkeborg Bad en helt og aldeles gratis, unplugged koncert. Jeg vil sige, at dém, der ikke dukkede op til dette arrangement, gik glip af en intens og gennemmusikalsk oplevelse.

Man havde i forvejen kalkuleret med, at hvis der kom fem styk publikum var det en megasucces. Der kom præcist fem og hørte Astrid’s Farm, hvis man ikke tæller Badets direktør Iben From med.

Det er første gang, jeg har været til en koncert, hvor de optrædende serverede rødvin for publikum, inden de begyndte at spille. Jeg erhvervede mig et album med Astrid’s Farm – på vinyl!

Bandet findes på MySpace HER>