”Hvad fanden er det I beskæftiger jer med derude på redaktionen?”
Jeg glor måbende på kunstneren. Måske glor jeg måbende på galleristen eller museumsmanden. ”I”? Altså forstået på dén måde, at den redaktionelle linie er en del af mit ansvarsområde? Christ, den er slem!
”Der er tale om redaktionelle beslutninger”, forsvarer jeg mig. Samtidigt ved jeg jo udmærket, hvad man hentyder til. Man antyder, at portalen udelukkende beskæftiger sig med en kunstscene, der er forankret i dét man kalder ”samtidskunsten”. Ja, kære læser. Allerede nu begynder det at blive ret dødssygt, så jeg må gøre ét eller andet for at bibeholde Deres opmærksomhed.
Men hvad? Hvad skal jeg gøre for at den alment kunstinteresserede læser ikke allerede nu klikker på det lille kryds oppe i højre hjørne? Jo, jeg kunne naturligvis blot begynde at sværte hele kunstscenen til, som den tager sig ud i dagens Danmark; men et sådant initiativ vil blot vende i luften som en boomerang og ramme mig selv med en mangedobbelt effekt. Som hvis man kaster sten imod ordensmagten, får man af kniplen!
Jeg prøver at fange signalet og give igen med de midler, som jeg med min mangelfulde uddannelse er i stand til. Jeg har ikke læst kunsthistorie! Med stor tilfredshed, har jeg til gengæld erfaret, at de skribenter og museumsdirektører, jeg respekterer dybt, enten har en helt anden baggrund eller – ganske enkelt – er sprunget fra! Fint nok; men hvad har det med mig, og min tilgang til kunstscenen at gøre? Ikke så lidt, vil jeg vove at påstå.
Det handler om at vide, og det handler om at kunne. Nå, jo! Det kan enhver idiot vel komme og sige! Hvad kan du egentligt? Jeg skrev en gang en artikel, hvori jeg brugte ordet ”epigon”. Jeg havde ikke regnet med at et ord, som er en væsentlig del af kunstverdenen, kunne være ukendt i redaktionen, som gennemgår mine artikler, og efterfølgende skiller dem ad og samler dem igen, lægger til og – i særdeleshed – trækker fra. Tre ud af tre, vidste ikke hvad ordet ”epigon” betyder!
Jeg kiggede mig omkring! Hvor er det, du befinder dig? Er du gået forkert!? Er det et forkert kontor, du har frekventeret? OK! Nej, den er god nok… Der sidder et antal kunsthistoriestuderende – kommende cand. mag’er – der ikke aner hvad ordet ”epigon” betyder. Jeg skal gerne skære det ud i pap for Dem, kære læser. Det er et synonym for en person, der efterligner. Det er en benævnelse for én, der laver plagiater! I virkelighedens originale verden en etiket påsat en kunstner, der benytter sig af forlængst brugte og forslidte udtryksfomer. Jojo! Dét er de fleste klar over, så dét vil jeg ikke gå yderligere i dybden med.
Det her kan jeg sagtens sige. Der står ikke noget på spil! Hverken penge eller noget som helst af jordisk betydning. Jeg er, hvad man kan betegne, som frivillig kulturel formidler. Ulønnet. Og hvorfor? Fordi jeg synes det er morsomt og udviklende. Indtil mine artikler skal igennem den studentikose mølle. Selv om det er irriterende, at skulle rettes af nogle, som ved mindre end jeg og som har et mere begrænset ordforråd, end jeg er forsynet med, bliver jeg ved. Også selv om jeg ikke engang er blevet fundet værdig til en plads i kolofonen
Dum? Jo, men glad… Og epigoneriet, har jeg observeret, har en ganske fremtrædende plads på samtidskunstscenen.
Jeg glor måbende på kunstneren. Måske glor jeg måbende på galleristen eller museumsmanden. ”I”? Altså forstået på dén måde, at den redaktionelle linie er en del af mit ansvarsområde? Christ, den er slem!
”Der er tale om redaktionelle beslutninger”, forsvarer jeg mig. Samtidigt ved jeg jo udmærket, hvad man hentyder til. Man antyder, at portalen udelukkende beskæftiger sig med en kunstscene, der er forankret i dét man kalder ”samtidskunsten”. Ja, kære læser. Allerede nu begynder det at blive ret dødssygt, så jeg må gøre ét eller andet for at bibeholde Deres opmærksomhed.
Men hvad? Hvad skal jeg gøre for at den alment kunstinteresserede læser ikke allerede nu klikker på det lille kryds oppe i højre hjørne? Jo, jeg kunne naturligvis blot begynde at sværte hele kunstscenen til, som den tager sig ud i dagens Danmark; men et sådant initiativ vil blot vende i luften som en boomerang og ramme mig selv med en mangedobbelt effekt. Som hvis man kaster sten imod ordensmagten, får man af kniplen!
Jeg prøver at fange signalet og give igen med de midler, som jeg med min mangelfulde uddannelse er i stand til. Jeg har ikke læst kunsthistorie! Med stor tilfredshed, har jeg til gengæld erfaret, at de skribenter og museumsdirektører, jeg respekterer dybt, enten har en helt anden baggrund eller – ganske enkelt – er sprunget fra! Fint nok; men hvad har det med mig, og min tilgang til kunstscenen at gøre? Ikke så lidt, vil jeg vove at påstå.
Det handler om at vide, og det handler om at kunne. Nå, jo! Det kan enhver idiot vel komme og sige! Hvad kan du egentligt? Jeg skrev en gang en artikel, hvori jeg brugte ordet ”epigon”. Jeg havde ikke regnet med at et ord, som er en væsentlig del af kunstverdenen, kunne være ukendt i redaktionen, som gennemgår mine artikler, og efterfølgende skiller dem ad og samler dem igen, lægger til og – i særdeleshed – trækker fra. Tre ud af tre, vidste ikke hvad ordet ”epigon” betyder!
Jeg kiggede mig omkring! Hvor er det, du befinder dig? Er du gået forkert!? Er det et forkert kontor, du har frekventeret? OK! Nej, den er god nok… Der sidder et antal kunsthistoriestuderende – kommende cand. mag’er – der ikke aner hvad ordet ”epigon” betyder. Jeg skal gerne skære det ud i pap for Dem, kære læser. Det er et synonym for en person, der efterligner. Det er en benævnelse for én, der laver plagiater! I virkelighedens originale verden en etiket påsat en kunstner, der benytter sig af forlængst brugte og forslidte udtryksfomer. Jojo! Dét er de fleste klar over, så dét vil jeg ikke gå yderligere i dybden med.
Det her kan jeg sagtens sige. Der står ikke noget på spil! Hverken penge eller noget som helst af jordisk betydning. Jeg er, hvad man kan betegne, som frivillig kulturel formidler. Ulønnet. Og hvorfor? Fordi jeg synes det er morsomt og udviklende. Indtil mine artikler skal igennem den studentikose mølle. Selv om det er irriterende, at skulle rettes af nogle, som ved mindre end jeg og som har et mere begrænset ordforråd, end jeg er forsynet med, bliver jeg ved. Også selv om jeg ikke engang er blevet fundet værdig til en plads i kolofonen
Dum? Jo, men glad… Og epigoneriet, har jeg observeret, har en ganske fremtrædende plads på samtidskunstscenen.
