torsdag den 23. oktober 2008

Monster-Robert


Det er vist ikke forbigået nogens opmærksomhed, at kræfter inden for det innovative erhvervsliv i samarbejde med ambitiøse politikere arbejder på at få rejst en 72,5 meter høj skulptur af Robert Jacobsen i indsejlingen til Københavns Havn. Måske er det ud fra devicen, at New York har deres Frihedsgudinde – og så skal Danmarks hovedstad også signalere et liberalistisk grundsyn ved at man opfører et monster af en skulptur ude midt i havneindløbet.

Jeg kan jo i princippet være ligeglad, da jeg ikke skal gå og glo på skrumlet i det daglige; men jeg ser adskillige skrækscenarier for mig: En gigantisk Jens Galschiøt ude i det sydfynske øhav, en lokal svejseamatør midt i Silkeborg Langsø eller en tilsvarende i Århusbugten?

OK… Robert Jacobsen er død og borte for flere år siden, så af gode grunde kan man ikke høre kunstnerens egen holdning til dette indgreb i havnefrontens profil; men det ser ud som hans efterkommere taler varmt for projektet på hans vegne? Mon ikke det i sidste ende handler om cash – og her tænker jeg ikke på Johnny!