lørdag den 27. november 2010

Broderskabet "light"


Nogle gange har man lov til at være heldig! Som gevinst i Museum Jorns Museumsforenings kunstquiz fik begge hold et eksemplar af kataloget til den omfattende udstilling om Eks-Skolen (eller Ex-Skolen, som Museum Jorn har valgt at kalde den).

Den ultimative beskrivelse af den eksperimenterende kunstskole, som fungerede i tidsrummet 1961-69, blev udgivet for ikke så længe siden og denne mursten af en bog ’Broderskabet’, skrevet af en grundig Lars Morell, må siges at være en ren bibel for Eks-Skole-fanatikere.

Kataloget, afbilledet herover, kan bestemt godt, parallelt med Morells værk, give et indblik i Eks-Skolens karakterer og filosofier og enkelte af aktørerne på skolen dannede således udgangspunkt i quiz’en, som i øvrigt fangede mig som helt håbløs i forhold til viden om f.eks. Pierre Wemäere – kendt som Cobra-maleren, der checkede ind på Leger’s malerskole samtidigt med Asger Jorn.

Jeg vil ikke dvæle ved quiz’ens resultat, da jeg tidligere har bekendtgjort at det er vigtigere at deltage, end det er at vinde – og når både vinder- og taberhold får den samme præmie, har resultatet vel ikke den store betydning? Men hyggeligt var det…

torsdag den 25. november 2010

Arnoldi og Kopenhagen


Følgende kan læses i Kopenhagen.dk's ugentlige nyhedsbrev: "I øvrigt har kulturminister Per Stig Møller udpeget ny formand for Statens Kunstråd de næste 4 år - for første gang en kunstner - nemlig Per Arnoldi. Interessant at valget er faldet på en kunstner. Umiddelbart ærgeligt at det er en kunstner med så lidt relevans..." Det siger nok mere om Kopenhagen-redaktionen, end det siger om Arnoldi?

…og så slutter de gu'dølemig deres svada af med følgende ubegavede udsagn:"Men måske har Arnoldi andre kvaliteter... Vi kender dem ikke", hvilket blot bekræfter mig i, at i visse miljøer stopper kunstforstanden ved det fyldte fyrretyvende år.

Profiler i Profilen



Når man, som jeg gjorde for nyligt, besøger Galleri Profilen i Århus, er man som oftest indstillet på at blive præsenteret for kunstnere i den modernistiske og lidt støvede ende af tidsskalaen.

Der er dog tilsyneladende ved at ske et skred på det fine galleri i Grønnegade. For ikke så længe siden præsenterede man således en glimrende separatudstilling med maleren og tegneren Lars Nørgård, der som bekendt er forholdsvist ung (yngre end mig i hvert fald) og nu viser Profilen en serie arbejder af kunstnere, der fortrinsvist er fra den yngre ende af kunstnersegmentet.

Jeg har skrevet en tekst om udstillingen 1:1. Den skulle have været bragt i Kunstavisens papirudgave; men da udstillingen slutter mindre end en uge efter avisens udkommelsesdato, er den i stedet blevet lagt ud på publikationens hjemmeside. Den kan derfor allerede læses nu og HER>



Kirchner


”Han er formentlig også en af de få kunstnere, der – under pseudonym – har skrevet anmeldelser af deres egne billeder. Og det siger sig selv, at Louis de Marsalle, som anmelderen hed, kun havde rigtig gode ting at sige om Kirchners malerier”

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs beskrivelse af maleren Ernst-Ludwig Kirchner (1880-1938), der lige nu er udstillingsaktuel i Hamburger Kunsthalle. Det ville nok være fristende, som både skribent og udøvende billedkunstner, at lave noget tilsvarende. Men man ville nok forholdsvist hurtigt blive gennemskuet.

Hornungs artikel om Kirchner giver for øvrigt et godt billede af en kunstner, der næsten i sagens natur blev dømt som ”ensartete” og dekadent, da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933. I 1905 var Kirchner med til at danne kunstgruppen Der Brücke, som var eksponenter for en koloristisk form for maleri, der dannede modstykke til ”indtryksmaleriet” – alment kendt som impressionismen.

Ekspressionismen var udtrykkets billedsprog og at være ekspressionist som tysker i 30’erne var nærmest livsfarligt og efter opløsningen af Der Brücke rykkede Kirchner ganske fornuftigt til Schweiz, hvor han tog sit eget liv den 15. juni 1938.

søndag den 21. november 2010

Til fodbold

Jeg var i dag på et KORT besøg på Silkeborg Stadion til kampen i Superligaen mellem Silkeborg IF og Esbjerg fB. Entréen var fri; men til gengæld er serviceniveauet stadig totalt i bund. Låste metalporte og sure kontrollører (under ingen omstændigheder servicemedarbejdere) var hvad der mødte mig.

Altså: Serviceniveauet i bund - og dog? Det er da nu muligt at se alle fadæserne, der bliver begået på grønsværen, i langsom gengivelse på storskærm. Jeg gik, da der manglede ca. 25 minutter - og tidsnok til akkurat at se det udlignende mål i TV hjemme i den varme stue.

torsdag den 18. november 2010

Walton Ford

”Hvis man synes, at Walton Ford er alt for meget illustrator til at være kunstner, er hele hans projekt dog så monumentalt, at det slet ikke kan klassificeres som andet end kunst”

En udstilling, jeg har set meget frem til at opleve, er Walton Ford’s på Louisiana. Peter Michael Hornung fra Politiken har set udstillingen og han giver fem ud af seks hjerter i sin anmeldelse. Walton Ford arbejder med store – monumentale – værker i akvarel og gouache. I sig selv en usædvanlig metode for en samtidskunstner. Ford er født i 1960.

Quiz


Hvem kan ikke huske Per Arnoldis kunstquizzer fra 80’erne? Konceptet er nu blevet genskabt med en – som oftest – veloplagt Adrian Hughes som studievært på DR-K. Det er skægt og meget underholdende, at sidde derhjemme ved skærmen og gætte med på de mange værker, man bliver præsenteret for. Især den kategori, hvor man skal gætte et værk, som man til en indledning kun ser et lille udsnit af, har givet mig en del sofa-succesoplevelser.

Men ét er at sidde hjemme i vante omgivelser og gætte – et andet er, når det foregår på et museum. Hvordan dét bliver, finder jeg ud af torsdag den 25. november kl. 19.30, hvor Museumsforeningen på Museum Jorn i Silkeborg har inviteret mig som den ene halvdel af et quizhold på to, der skal gætte i fuld offentlighed med afsæt i museets samling.

Min holdkammerat bliver kunstneren og kunsthistorikeren Lone Andersen og på modstanderholdet optræder mag. art Teresa Østergaard Pedersen, som er ansat på museet, og dermed må forventes at besidde et vist kendskab til museets samling. Uretfærdigt? Ja, måske; men så er det vigtigt at tage det olympiske princip i ed: ”Det gælder om at være med og ikke om at vinde” – og enhver ved, at man ikke kan bruge dét til noget som helst i nederlagets stund.

onsdag den 17. november 2010

Den jyske fanes skaber er død


Det er muligt, at Per Kramers kunstneriske engagement i de senere år har stået i skyggen af hans ofte kompromisløse kommentarer til verden - og især den del af verden, der er forankret i billedkunsten.
Kramer ytrede sig om dette og hint, og man kan roligt sige, at han har været eksponent for det århusianske.
Man har med jævne mellemrum kunne opleve ham deltage i debatten om f.eks kunstmuseet ARoS med udgangspunkt i, at museet ikke støttede op omkring den lokale århusianske kunstscene.
Ét af Kramers væsentligste statements var den såkaldte Jyske Fane, som han udviklede som en kommentar til det elitære kunstsyn, som han oplevede i København. Her så han alle spøgelserne og uhyrerne, som i deres magtbegær holdte alle vest for Valby Bakke ude.
Måske var hans indignation forankret i nogle personlige forhold? Jeg ved det ikke; men en kendsgerning er det i hvert fald, at jeg tidligere i dag på en sms, fik at vide at denne på flere måder jyske kæmpe er død, kun 68 år gammel.
Jeg har op gennem årene oplevet Per Kramer som lidt af en kværulant; men en hyggelig samtale en sen aftenstund i værkstedet i Spanien 19B i Århus, gav mig et lidt mere nuanceret syn på ham. Her oplevede jeg en venlig og varm person, som nu desværre er stoppet med at trække vejret.

tirsdag den 16. november 2010

"To Norway"

video

Jeg har netop fået en CD med Guitarduoen Øland og Hagner. Musikken er skrevet af Gorm Øland og mange af numrene er flere år gamle; men det gør dem dog på ingen måde gammeldags. Musikken kan betragtes som underlægning til livet, som det leves her ved indgangen til vinteren.

Billederne er fra release-party'et, som fandt sted den 13. november på Den Kreative Skole i Silkeborg.

fredag den 12. november 2010

Godt begyndt



Overskriften lyder som titlen på ét eller andet handyman-program, der en gang kørte på TV; men det er såmænd blot en iagttagelse, som er gjort på grundlag af påbegyndelsen af et 114 x 146 cm. maleri. Skulle værket udvikle sig til noget musikalsk, er det Miles Davis’ ansvar. Jeg lytter en del til indspilningerne fra Miles’ 60’er-kvintet, der bestod af Herbie Hancock, Tony Williams, Wayne Shorter og Ron Carter foruden Miles selv.


onsdag den 10. november 2010

Et "brag"


”Det blev et brag af en tale, hvor taleren fabulerede lidt over, hvad den slags censur er for en størrelse, og som udover stor viden om kunstverdenen også tegnede et billede af kritikeren og entertaineren Lars Svanholm”

Min åbningstale på InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast er af Bryndhild Eriksen fint beskrevet i det nyeste nummer af Kunstavisen. Jeg fungerede som tidligere nævnt som censor på udstillingen – og, som det fremgår, som åbningstaler. Talen, som blev foretaget uden manuskript; men optaget på diktafon og senere nedskrevet, er identisk med det forrige indlæg på dette blogsite.

mandag den 8. november 2010

Tale til åbningen af InSide 2010


Det vi skal åbne i dag er jo en såkaldt censureret udstilling – og ordet ”censur” ligger ikke rigtig godt i munden på os danskere, som jo er meget frisindede og tolerante osv. så censur er noget, der hører sig til i totalitære stater som det gamle DDR og Nordkorea – slyngelstater – så, nej! Censur er vi ikke rigtigt glade for; men jeg synes, det er meget vigtigt, at have med – denne der karakteristik af censur, da vi skal huske på, det faktisk ikke er mere end 41 år siden, at billedcensuren blev ophævet her i Danmark.

Det foregik under en borgerlig regering, der var ledet af Hilmar Baunsgaard, som var statsminister på det tidspunkt – og jeg kan meget tydeligt huske, at justitsministeren hed Knud Thestrup, og han tog meget stor indtægt af det, som jeg tror, var det største der skete i hans politiske karriere. At han var med til at ophæve billedcensuren. Det var der selvfølgelig nogle, der havde stor fordel af, bl.a. en bestemt del af industrien. Pornobranchen havde kronede dage efter, at billedcensuren blev ophævet.

Men én af grundene til at det skete var, vil jeg vove at påstå, en dansk kunstner, som hed Wilhelm Freddie, der i København i 1937 havde udstillet en serie værker, som blev beslaglagt af politiet og efterfølgende placeret på Kriminalmuseet.

Det er jo ikke fordi disse værker, var kvalitativt dårlige, eller fordi Freddie var en dårlig billedkunstner – faktisk var han én af Europas fremmeste surrealister – men det var på grund af værkernes indhold, som dengang blev karakteriseret som pornografisk. Wilhelm Freddie var jo en kunstner, der arbejdede med underbevidstheden som tema, og der er det måske meget vigtigt at fastslå, at hvad ens underbevidsthed påbyder én at gøre, kan man ikke rigtigt sætte en censur på.

Wilhelm Freddie gjorde så dét, at han satte tingene ind i en billedkunstnerisk kontekst. Mange år senere – i 1961 – reproducerede han et antal af værkerne og udstillede dem endnu en gang, for at prøve det af og for at finde ud af, hvad der var sket i de mange år, der var gået. Det var ikke sket noget som helst! Der gik en halv time – så var hele baduljen simpelthen blevet beslaglagt af politiet.

Helt tilbage dér i 30’erne blev Freddie buret inde – sat i spjældet på grund af, at han havde lavet de der ting. Og alt dét har nok været en væsentlig årsag til, at billedcensuren langt senere blev ophævet.

Nu er censur jo så et ord, som har flere betydninger – og den form for censur, som vi har udøvet i komiteen her i Kunstpakhuset i lørdags er en anden form for censur. Ord har en underlig tendens til at ændre betydning alt efter i hvilken sammenhæng, de bliver brugt.

Vi kan for eksempel tage ordet ”ytringsfrihed”. Det er også et ord, der er blevet noget helt andet, end det var oprindeligt. For nogle år siden var ytringsfrihed en selvfølgelighed – vi lever i et frit land, vi er liberale, så vi kan ytre os frit. Så går en proces i gang, der gør, at det bliver et ord, et bestemt segment af det kulturpolitiske miljø bruger som en knytnæve, de kan tvære ud i hovedet på folk, der tænker lidt anderledes end de selv gør. Så har det fået en anden betydning!

Men jeg vil godt fabulere lidt over den form for censur, vi aktuelt har udøvet i censurkomiteen til InSide 2010. Vi er gået frem efter at bygge det op på et kvalitativt fundament, og det er meget interessant, når man tænker på, hvordan censurkomiteen er sammensat af dels en halvbedaget stodder som mig, der er midt i 50’erne – for at sige det mildt – og dels en yngre kunstner og en yngre gallerist. Der var faktisk overvejende en meget fin konsensus imellem os, selv om vi har tre vidt forskellige tilgange til billedkunsten.

Vi havde nogle smådiskussioner; men det var simpelthen på så marginalt et plan, at jeg synes, det var næsten rørende og det bringer mig frem til, at vi nu skal til at tale om det der kvalitetsfænomen, som er så svært at definere i den billedkunstneriske verden. Der sker noget hele tiden. Der sker nye ting og der udvikles nye udtryk, som forskellige kunstnere gradbøjer på deres egen måde. Det er noget, man oplever over hele verden, og der synes jeg, vi skal tænke på, at billedkunst er et verdenssprog, som alle mennesker burde kunne forstå – og alligevel er der så få, der i virkeligheden forstår det helt til bunds.

Når vi nu snakker kvalitet, er det klart at vi fra komiteen, er blevet bedt om at lave en vurdering af, hvad der er det bedste værk her på InSide 2010 – og det er jo svært! Og jeg vil godt sige, at det værk, vi har udpeget giver grundlag for en iagttagelse:

Jeg synes, der er rigtigt, rigtigt mange malerier sendt ind til bedømmelse – og hovedparten af de ting, der er udstillet her på InSide 2010 er jo netop malerier – og jeg tror, at procentvis er der rigtigt mange malerier, der er blevet afvist i forhold til andre værktyper. Jeg har jo min egen lille teori omkring dét med maleriet. Grunden til, at der er så mange, der maler, er at det er så nemt… Altså helt ærligt: Man tager noget farve, placerer det på en palet, dypper penslen i det og slår en streg på lærredet. Hvor svært er det lige, dét er?

Min påstand er, at det er nemt at male; men også, at det er rigtigt, rigtigt svært at male et GODT billede. Det er så noget helt andet! Jeg er naturligvis lidt indigneret og lidt skuffet over, at der ingen grafiske arbejder var indsendt; men det er fordi det er svært! Og det ved jeg, for jeg underviser på Herning Billedskole i grafik – og jeg ved, hvor svært de har ved det. Men de arbejder ihærdigt og koncentreret.

Vi skal tilbage til det bedste værk på udstillingen. Nu læser jeg op fra dette statement, som jeg i al beskedenhed selv har forfattet:

"I et syn bagud i kunsthistorien, og med et greb, der bringer tankerne frem til to så modsætningsfyldte kunstnere som Ron Mueck og George Segal, hvor hverdag smelter sammen med drøm og fantasi, har Jacob Langborg opbygget et individ, der vel ikke er så usædvanligt?

Det exceptionelle består i skulpturens nære eksistens i rummet, hvor den skildrede samtidigt skaber en distance til iagttageren i kraft af den kølighed, der ligger i det monokromt fungerende materiale. Opbygget i gips oplever vi en dreng, der dybt koncentreret med remoten i hænderne iagttager resultaterne af sine bevægelser i en enkel skærm.

Betragter man skærmen, ser vi, at han blot fæster et blik på sit eget spejlbillede. Skærmen er gået i sort – akkurat som figuren er gået i hvidt. Al bevægelse er fastfrosset i en sigende tilstand af dyb koncentration".

Jeg har samtidigt lovet at skrive at par ord om noget, man fra institutionens side har valgt at karakterisere som et værk, der fortjener ”hædrende omtale”:

"Hvis vi foretager et sceneskift i kunsthistorien, kunne man såmænd glimrende udskifte Andy Warhol's minutiøst stablede Cambell's soup cans med et antal flyvende Budweiser-dåser, som oven i købet er ledsaget af nogle fastfoodprodukter uden synderlig næringsværdi.

Et par svulmende læber – tilsyneladende uden ansigt – sutter på en gedigen havaneser... Æd dén, Monica Lewinsky! Det er faktisk et tilfælde i denne sammenhæng, at den aktuelle kunstner deler fornavn med den anden part i det antydede drama.

I en surreel og veldefineret drømme- eller mareridtsverden, hvor gadekunstens gale gravhunde bærer gevir, er ”hædrende omtale” synonymt med ovennævnte – og denne omtale er sigtet på Bill Bachs maleri ’Corporate Picnic’, hvis nogen ikke skulle ha' gættet det!"

Hermed er udstillingen åben!

lørdag den 6. november 2010

Socle du Monde - Between Cultures


Jeg var den 5. november til åbningen af den femte udgave af biennalen Socle du Monde på HEART i Herning. Undertitlen er ’Between Cultures’ og hvis der er noget, der er lykkedes derude vestpå, så er det at skabe et forbilledligt samarbejde mellem kunst- og erhvervsliv. Udstillingskonceptet er et gimrende eksempel på, hvad åbenhed mellem kulturer kan afstedkomme.

Ved åbningen af opførte Lilibeth Cuenca Rasmussen sin performance ’Absolute Exotic’ fra 2005, hvilket kan ses på det lille billede til højre. På det store ses jeg i gemytlig dialog med billedkunstneren Søren Behncke – alias ”Papfar” (foto: Jørgen Kjærgaard)

torsdag den 4. november 2010

Louisiana, Ford, Kiefer, Picasso

Det er godt, at ens bedre halvdel er medlem af Louisiana-klubben. Det er i hvert fald en kæmpe fordel, når der en gang imellem dumper et magasin fra museet i Humlebæk ind ad brevsprækken. Det er så netop sket – og der er al mulig grund til at glæde sig.

Nu har jeg ikke endnu fået set Anselm Kiefer-udstillingen, og det er faktisk med fuldt overlæg, da jeg var bekendt med, at museet her midt i november åbner en udstilling med den stærkt bemærkelsesværdige amerikanske billedkunstner Walton Ford. Hans billedverden er højst besynderlig og stærkt original.

I et visuelt sprog, som burde høre hjemme i en faunabog i en helt anden tid, skaber han ved hjælp af bl.a. akvarelfarver nogle scenarier med dyr, som bør ses, da de ikke lader sig beskrive.

Forårets store udstilling på Louisiana bliver en regulær publikumsbasker. Fred og Frihed viser Picasso som politisk og social kommentator. Her kan man opleve værker af den store spanske kunstner udlånt fra museer i hele verden. Det bliver stort! Denne udstilling åbner til februar.

En 5-stjerners

Anna Støttrups store malerier monteret direkte på væggen med hæfteklammer




”På den mest markante plads i udstillingsrum 2 hænger herningenseren Anna Støttrups megastore lærreder uden blindrammer. De er nærmest eksplosive i deres udtryk og farvepragt”

Dette er blot en enkelt af de iagttagelser, som Kim Kristensen har gjort i forbindelse med sin anmeldelse i Herning Folkeblad af udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast. Man må sige, at Kristensen er venligt stemt over for udstillingen, som han giver 5 ud af 6 mulige i et velkendt stjernesystem, som også er i brug på andre dagblade.

Som den ene af de tre bedømmere på denne censurerede udstilling, vil jeg da godt tage en del af den credit, der bliver udstillingen til del.