mandag den 28. februar 2011

Mere 'Jorn International'


”Der er forskelige antaster til analyse til de syv værker, men man mangler en dybere forskningsbaseret undersøgelse og fremlæggelse som et stort kunstmuseum bør kunne levere, når man satser så meget. Museets direktør afviser på et direkte spørgsmål, at museet har denne forskningsmæssige forpligtelse, men hvem har den så?”

Erik Meistrup har fundet det nødvendigt at supplere min anmeldelse i Kunstavisen med én, som nu kan læses på Avisens hjemmeside, om udstillingen ’Jorn International’ på ARoS i Århus (Dansk Sprognævn har underkendt brugen af dobbelt-a’et).

Det er faktisk glimrende at få belyst en så væsentlig udstilling fra flere vinkler. Det er blot ikke normal praksis; men jeg tror Meistrup er brændt inde med nogle problemstillinger vedr. udstillingen, som jeg ikke berører.

søndag den 27. februar 2011

Fomsgaard og hvalen

Der var dog nogle, der valgte Fomsgaard frem for hvalskelettet

En smuk udstillingsgæst



"Det er mærkeligt, at publikum hellere vil se hvalskelettet end kunstudstillingen..." Noget i den retning hørte jeg en medarbejder sige til en anden på Vejle Kunstmuseum, da jeg var til fernisering på udstillingen 'Maze' med værker af billedkunstneren Jes Fomsgaard.

Man kan jo have mange teorier om, hvorfor det forholder sig på dén måde; men det er da ganske rigtigt, at der var et stort opbud af mennesker, der tydeligtvis var kommet for at se - ikke giraffen; men hvalen.

Én af teorierne er, at finhvalen, som endte sit 130-140 år lange liv i Vejle Fjord, næsten besidder en celebrity-status, som det sikkert ikke er blevet Fomsgaard til dels - eller nogen anden kunstner, for den sags skyld. Folk hval-fartede som bekendt til, da det store dyr tilsyneladende valgte at dø i Vejle Fjord i sin tid. Derfor det store opbud af mennesker.

At Fomsgaards udstilling er resultatet af års arbejde med lærred, plade, farve, pensler og kridt, syntes ikke at interessere publikum. Kunst er tilsyneladende for de få?

lørdag den 26. februar 2011

The tree project

video

Jorn, Lemmerz og Olsen


Det nye nummer af KunstmagasinetJANUS er netop udkommet og jeg medvirker som skribent med to artikler om hhv. maleren Ina Olsen og billedhuggeren Christian Lemmerz (der kan ses i kort tid endnu på kunstmuseet ARoS i Århus med udstillingen’Genfærd’). Artiklerne er smukt sat op.

Kunstavisen er samtidigt udkommet med bidrag af mig. Her er det bl.a. Jorn på ARoS, jeg har skrevet om.

fredag den 25. februar 2011

Ventetiden er slut




Men ventetiden er kun slut for mig! Skuespillerne på Århus Teater bliver nødt til at vente lidt længere på Godot. Som tidligere omtalt har jeg den 24. februar haft en lille specialopgave, som gik ud på at tegne et træ på Århus Teaters scenes bagvæg i forbindelse med stykket ’Mens vi venter på Godot’. Processen forløb tilfredsstillende og opgaven var spændende.

Nu har jeg set stykket, som er skrevet af Samuel Beckett og opført første gang i 1953, to gange, så jeg bilder mig ind at jeg besidder et vist kendskab til karaktererne, der i absurd form bruger næsten tre timer på at vente på en Godot, der dog aldrig dukker op. Og træet er eneste ”rekvisit” i en spartansk og meget enkel scenografi.



onsdag den 23. februar 2011

Croquis




Croquis-tegning er en disciplin, som jeg ofte er vendt tilbage til, når tegneegenskaberne har trængt til en opstramning. Ofte foregår det i et institutionelt univers, hvor modellen er professionel og engageret; men ofte har min egen udgave af croquis fundet sted i forbindelse med lokailteter, hvor folk færdes i nøgen tilstand. Her må man naturligvis forvente en vis form for uforudsigelsighed - og det er noget, jeg finder interessant.
Nu forholder det sig jo imidlertid sådan, at jeg er engageret som tegne- og grafiklærer på Herning Billedskole, som er en kunstskole for børn og voksne. En del af et sådant forløb har i sagens natur croquis som en del af undervisningen - og jeg skal ellers love for at sådan en koncentreret gang tegning kan give ro i lokalerne.
Det er fantastisk at se, hvordan et antal elever skildrer modellen på hver deres måde. Og det er ligeledes interessant at iagttage, hvordan den enkelte administrerer den tid, der er afsat til den enkelte tegning. Sådan er det ikke om sommeren ude på stranden. Her må man tage det som det kommer - og det er der også nok så megen udfordring i.

lørdag den 19. februar 2011

Hedt på heden


Det er måske ikke så mange, der ved det; men i Ikast har man oparbejdet et glimrende udstillingssted i et nedlagt stationspakhus. Kunstpakhuset er qua udstillingsleder Bente Jensens dygtige dispositioner, blevet et meget kvalificeret indslag i et mangefacetteret kunstlandskab.

Jeg kom i den forbindelse i tanker om en udsendelse, som jeg så på TV for nyligt, hvor kulturmedarbejder på DR, Adrian Hughes, rejste spørgsmålet om, hvorvidt, der er alt for mange kunstmuseer i Danmark. Han lavede en sammenligning med Sverige, hvor der tilsyneladende er langt færre kunstmuseer pr. indbygger end man ser det herhjemme. Blot glemte Hughes en pointe: En hvilken som helst lille flække i Sverige har en kunsthal af netop samme type som Kunstpakhuset. Dermed kommer kunsten ud i lokalområderne, og det er nok så væsentligt i et land, hvor afstandene er indlysende større end herhjemme.

Lige nu viser Kunstpakhuset udstillingen ’Hede’, hvor fire yngre danske kunstnere afslører, hvordan man kan tolke dette fænomen. Udstillingen er klart seværdig; og jeg byder ind med en grundigere beskrivelse af netop denne udstilling senere. Et klart highlight udgøres af maleren Linda Bjørnskov, der med fire halvstore malerier sætter afgørende nye standarder for, hvordan man rent koloristisk og stilistisk kan arbejde med et så klassisk medie som maleriet.

torsdag den 17. februar 2011

Mens vi venter...

Præmieren på ’Mens vi Venter på Godot’ på Århus Teater er vel overstået. Som det kan læses andetsteds på dette site, er jeg i spil med en éngangsscenografi, som skal produceres den 24. september.

Skitsen herover er blot et idégrundlag. Når det går løs på Århus Teaters store scene bliver det med garanti på intuitetens betingelser, det hele kommer til at foregå. Hele projektet bliver løbende opdateret fra nu og til slut

Tre timers forgæves venten

Det kan forekomme længe at vente på en person, der aldrig dukker op, i tre stive timer. Men hvis man samtidigt føler sig godt underholdt, er ventetiden vel til at holde ud?

Nu handler det ikke om at vente på hvem som helst; men faktisk handler det om det absurde teaterstykke ’Mens vi Venter op Godot’ af Samuel Beckett, som for tiden kører på Århus Teater.

Alt i dette stykke er simpelt. Og især scenografien er meget enkel. Den består helt regulært af en bræddevæg, som er malet sort. Et træ spiller en vigtig rolle i stykket, da det udgør hovedbestanddelen i miljøet, hvor de to hovedpersoner venter på en herre ved navn Godot.

Træet er i den aktuelle opsætning malet med tavlekridt direkte på den sorte bræddevæg, og det interessante er, at en kunstner laver et nyt træ til hver opførelse. Det vil sige: Seksten forestillinger, seksten træer og seksten kunstnere i spil. På præmiereaftenen var det Hans Oldau Krull, der gav et bud på et træ, og på billedet herunder ses han i gang med at sprænge alle rammer, som var planlagt af stykkets scenografer.

Det er meningen, at kunstneren laver sit træ i en halv time op til forestillingen, samtidigt med at publikum finder på plads i salen. Dermed kan man fra salen følge tilblivelsen af samme aftens forestillings træ.

Jeg var til præmieren på ’Godot’ på Århus Teater den 16. februar og jeg vender stærkt tilbage den 24. februar, hvor jeg har fået muligheden for at lave min egen version af ”Godot-træet”. Stykket kan anbefales – uanset, hvordan scenen ellers bliver udsmykket.

onsdag den 16. februar 2011

Facebook på glatis

Billedet herover er malet af Gustave Courbet i 1866. Det har titlen 'L'Origine du Monde'. Billedet hænger på Musée d'Orsay i Paris.

Billedhuggeren Frode Steinicke brugte i et indlæg på Facebook billedet som illustration om en temaudsendelse omhandlende "Kussen" på DR2 - og så gik tingene ellers ud af proportion. Steinicke blev bedt om at fjerne billedet, da det efter Facebook's var at betragte som anstødeligt og pornografisk.

Det hele endte med, at Steinicke - sammen med skribent og billedkunstner Uwe Max Jensen - blev suspenderet fra "fjæsbogen". I sidstnævntes tilfælde skyldtes det, at han på hjemmesiden DenFrie støttede op om Steinicke.

Imidlertid har Steinicke nu fået oprejsning, da det kom franskmændene for øre, hvad der var sket. Det forholder sig sådan, at Courbet's maleri tilhører den franske kulturarv, og den "fucker" man ikke med. Sagen røg i spalterne på den førende franske avis le Monde, og her har man deler man klart ikke Facebooks noget puritanske holdning til det kvindelige køn - anno 1866!

mandag den 14. februar 2011

Unge kvinder på heden

Temaet er ”Hede” – og det kan i sagens natur både skildres som en tilstand og som et landskabeligt fænomen. Kunstnerne er fire yngre kvinder fra den scene, man har valgt at kalde ”samtidskunsten”.

For at være dette herhjemme skal man helst tilhøre et segment af kunstnere fra en bestemt generation. Alderskriteriet bliver aldrig defineret nærmere; men det er i hvert fald 100 % sikkert, at en kunstner, der med syvmileskridt nærmer sig de tres, er langt uden for kredsen – og så kan vedkommende ellers hoppe og springe og agere så meget i sin egen samtid, han/hun ellers har lyst til.

Anyway: Det handler om en ny udstilling i det fine udstillingssted Kunstpakhuset i Ikast, og her udstiller fra den 18. februar blandt andre maleren Linda Bjørnskov, som jeg havde fornøjelsen af, at være censor sammen med i forbindelse med udstillingen InSide 2010 i efteråret i netop Kunstpakhuset. Nu er Bjørnskov tilbage – denne gang dog som udstiller på temaudstillingen ’Hede’.

De øvrige yngre kvindelige kunstnere, der deltager i udstillingen er Beinta Av Reyni, Anna Odell og Anna Fro Vodder. Udstillingen kan ses frem til den 20.marts. Illustrationen er et aktuekt maleri fra i år (2011) af Linda Bjørnskov.

fredag den 11. februar 2011

Karen Degett 1954-2011

Der findes mennesker, der besidder så megen livskraft, at det næsten kan synes naturstridigt, at de kan dø. Denne power havde maleren og grafikeren Karen Degett. Man skulle stå tidligt op, hvis man talte med Karen i telefonen eller i virkeligheden, for hun havde meget på hjerte og kunne tale meget og længe om emner, der optog hende. Nu er stemmen imidlertid for evigt forstummet.

Karen Degett døde onsdag den 9. februar af kræft og det i en uretfærdig ung alder. Og det er set i perspektivet, at Karen Degett var en kunstner, der også visuelt havde meget på hjerte. Lidenskaben boblede så at sige ud af hendes værker – uanset, om det var landskaber eller det menneskelige, der rent motivisk optog hende. Karen Degett blev kun 56 år.

Æret være hendes minde!

mandag den 7. februar 2011

Døddrukne danskere

”Foran Døddrukne danskere leder jeg ikke efter folkesjælen eller stangstive danskere på toldfri sviretur. Jeg oplever derimod en energi så voldsomt og et kaos så vildt, at enhver genkendelig figur straks opløser sig for øjnene af mig”

Årsagen til at jeg stoppede som skribent for webportalen KUNSTEN.NU i sin tid – eller i det mindste én af årsagerne – var, at da jeg foreslog en reportage fra udstillingen ’Jorn Komplet – det grafiske værk’ på Museum Jorn, gloede lokalredaktøren på mig, som havde jeg kastet op ud over ham, og bekendtgjorde over for mig, hvor uinteressant en sådan udstilling var for et magasin, der beskæftiger sig med samtidskunst.

Heldigvis for KUNSTEN.NU og portalens mange (må man formode) læsere, har piben nu fået en helt anden lyd på redaktionskontoret. Således stammer citatet herover fra Kasper Lies anmeldelse af udstillingen ’Jorn International’, der som bekendt finder sted på kunstmuseet ARoS for tiden.

Det manglede da også bare! Skulle landets fremmeste organ for billedkunst på nettet ikke omtale en så væsentlig udstilling, hvem skulle så? Jo – alle dagbladene har været der, naturligvis, og sidst på måneden kommer Kunstavisen med mit bud på en beskrivelse af ’Jorn International’.

Mere end 5.000 anslag bliver det til ved den lejlighed.

søndag den 6. februar 2011

Nye malerier




Det er tilfredsstillende, at konstatere udviklingen på værkstedet i disse dage, hvor jeg faktisk allerede har tangeret sidste års produktion af oliemalerier. To stk. på hver 114 x 146 cm. er nu færdigjort.

Derudover er der naturligvis tingene på papir. Jeg har prøvet med lidt tørpastel som supplement til gouacherne, der var det store hit i 2010.

Kvinder i Klostergade


Det er fem kvindelige kunstnere, der sætter dagsordenen på udstillingen ’Vision of Abstraction’ på Charlotte Fogh Contemporary i Århus – nærmere bestemt i galleriet på Klostergade 32. Krista Rosenkilde (billedet), Milena Bonifacini, Ida Kvetny, Kirstine Roepstorff og Ellen Hyllemose giver hver især et bud på, hvordan abstraktion kan udføres på samtidskunstscenen.

Med Google på kunstmuseum


Søgemaskine-imperiet Google har indledt et samarbejde med et antal kunstmuseer rundt i verden.

Ved hjælp af helt nye tekniske muligheder – den såkaldte giga-pixel teknologi – er det nu muligt, at gå ind på Google Art Project og søge på udvalgte museers værker. Her har man så mulighed for at nærstudere f.eks. Van Goghs penselstrøg via Van Gogh-museet i Amsterdam eller hvilke krakeleringer, som tiden har forsynet Caravaggios mesterværker med på Uffizinerne i Firenze.

Herudover kan man blandt MANGE andre finde National Gallery og Tate Britain i London, Metropolitan og MoMA i New York samt foruden Van Gogh-museet, Rijksmuseum i Amsterdam.

Se Google Art Project HER>

Fred og frihed - Picasso på Louisiana

Pablo Picasso besidder så stor historisk betydning, at en udstilling med den spanske mester næsten kun kan skuffe.

Nu har vi på husstanden netop fået leveret kataloget til den 101 værks store udstilling ’Fred og Frihed’, hvor man på kunstmuseet Louisiana har valgt at præsentere Picasso gennem tegninger, grafiske og keramiske arbejder samt et halvt hundrede oliemalerier, som gerne ifølge museets direktør Poul Erik Tøjner, skulle føje nye sider til vores indblik i kunstnerens drivkraft.

Det handler om den politiske og socialt engagerede kunstner, og om hvordan disse elementer spillede ind i en del af hans kunstneriske arbejde. Kataloget giver i hvert fald ikke anledning til, at man ikke burde kunne forvente en gedigen oplevelse i Humlebæk fra den 11. februar og frem til den 29. maj, hvor udstillingen kører.

Mens vi venter på Godot


”Bare Århus Teater nu ikke kommer i den situation, at de må sidde og vente… på publikum. Men okay, Beckett skal også have sin chance, men bliver det kedeligt, så er der for alvor dømt slutspil”

Denne meget lidt optimistiske tekst er skrevet af Politikens Per Theil som et oplæg til Århus Teaters opførelse af Samuel Beckett’s absurde teaterstykke ’Mens vi venter på Godot’ (forfattet i mit fødeår 1953).

Og hvofor nu pludseligt denne interesse for dette stykke, som opføres på teatret i perioden 16. februar-3. marts? Jo, jeg er blandet ind i det på scenografiplan. Ikke at jeg står for noget som helst, der har med den overordnede scenografi at gøre; men man har fra teatret valgt at det træ, der er stykkets fysiske omdrejningspunkt, skal tegnes med kridt på en plade, som udgør scenens baggrund – og hver aften vil træet være anderledes, end det var aftenen før.

Det skyldes at teatret har hyret lige så mange kunstnere (16), som der er opførelser – og jeg laver altså mit træ i forbindelse med opførelsen den 24. februar.

Blandt de øvrige tegnere, kan jeg lige – efter hukommelsen – nævne Hans Krull, Steen Rasmussen og Søren ”Papfar” Behncke. Det er meningen at kunstnerne i løbet af en halv time, mens publikum indfinder sig, laver deres træ og i pausen tegner blade på træet. Jeg må lige tænke kraftigt over, hvordan jeg griber denne opgave an.