onsdag den 12. oktober 2011

Grafik på Vilhelmsdal

Gården Vilhelmsdal ligger meget idyllisk umiddelbart vest for Malling, syd for Aarhus. Her har billedkunstneren Elin Neumann slået sig ned med atelier, bed and breakfast, konferencefasciliteter samt – og det er aktuelt nok så væsentligt – udstillingssted.

I perioden 19. november til 19. december finder en ganske interessant udstilling sted på Vilhelmsdal, og udgangspunktet er grafik, eller i hvert fald kunst på papir. De udstillende kunstnere ved den lejlighed er Johannes E. Møller, Birthe Reinau, Elin Neumann, Knud Odde, Joe Ingvartsen samt denne hjemmesides redaktør.

Jeg er i fuld gang med at færdiggøre de aller nyeste arbejder, så de kan nå at blive indrammet og komme med på udstillingen, der åbner med fernisering på Vilhelmsdal, Tisetvej 116, Malling den 19. kl. 15-17. Herefter kan udstillingen ses fredage, lørdage og søndage kl. 10-17.