søndag den 22. januar 2012

Aarhus-Silkeborg: Ny duel på påstande

”Jo flere bagere, der er i gaden, jo bedre bliver brødet. På samme måde vil en Munch-udstilling på Aros også skabe større interesse for et meget spændende møde mellem Munch og Jorn i Silkeborg”

Ordene er udtalt af museumsdirektør for kunstmuseet ARoS i Aarhus, Jens Erik Sørensen, i forbindelse med en ny duel på påstande mellem direktøren for Museum Jorn, Silkeborg, Jacob Thage, og JES.

Til efteråret åbner en udstilling på ARoS med værker af Edvard Munch fra Rasmus Beyer Samlingen i Bergen, og da Museum Jorn have planlagt at parre Asger Jorn med netop Edvard Munch i 2014 i anledning af 100-året for Jorns fødsel, mener Thage, at ARoS foretager et benspænd med deres udstilling i forhold til Museum Jorns planer.

Sådan tolkes det i hvert fald i overskriften i Christian Kloch Larsens omtale i Midtjyllands Avis d. 21. januar. Kloch spørger i interviewet med JES, om ARoS ikke orienterer sig om, hvilke konkrete udstillinger, der er på vej på andre museer, og til dét svarer JES med vanlig østjysk arrogance: ”Jo, på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Arken. Men ikke på de mindre kunstmuseer”.

Til gengæld fortæller Thage, at udstillingen med Munch nu må flyttes to eller tre år ud i fremtiden. Personligt mener jeg ikke, at Jacob Thage i sin planlægning skal lade sig påvirke af, hvad de foretager sig i Aarhus. Netop koblingen Munch/Jorn burde kunne påkalde sig så megen opmærksomhed, at den for alvor vil genindsætte Museum Jorn på kunstens europakort