mandag den 2. juli 2012

Alechinsky på Museum Jorn

Museum Jorn i Silkeborg er i besiddelse af et større antal værker af Pierre Alechinsky, som jeg regner for at være en af de absolut mest langtidsholdbare kunstnere fra Cobra-gruppen. Ikke blot i fysisk forstand – i kraft af, at han vel er den sidste overlevende fra den legendariske sammenslutning – men også rent kunstnerisk.

Han er en af de kunstnere, der op gennem historien f.eks. har brugt litografiet som kunstnerisk udtryksform ganske overbevisende, og dét er en sjælden kvalitet, på trods af, at et rygte en gang fortalte mig, at han var i stand til at signere litografier med højre hånd, mens han nummererede med venstre. Om det er sandt, ved jeg ikke; men hvis det er, er det vel i sig selv imponerende.

Museum Jorn viser for tiden en udstilling med værker af Alechinsky fra museets samling, og her har man lagt udstillingens katalog ud på nettet elektronisk, og det kan findes på museets hjemmeside http://www.museumjorn.dk/