tirsdag den 25. december 2012

Lokalt i 2013

Jeg har tidligere på denne blog nævnt, hvad man f.eks. kan opleve på kunstmuseet ARoS i Aarhus i 2013; men naturligvis sker der også noget i lokalområdet omkring min egen beskedne hjemby Silkeborg i det kommende år.

Først og fremmest har Museum Jorn nogle interessante udstillinger, som ganske vist peger bagud i kunsthistorien; men de navne, der optræder i udstillingssammenhængene er ikke desto mindre fænomener som Picasso og Karel Appel.

I en række af udstillinger, hvor museet parrer Jorn med interessante kunstnere, som han dokumenteret har ladet sig inspirere af, er turen nu kommet til den vel nok væsentligste kunstner overhovedet i det 20. århundrede, nemlig Pablo Picasso (1881-1974). Denne udstilling kan ses på Museum Jorn i perioden 7. september-8. december.

Desuden viser museet et udvalg af Cobra-kollegaen Karel Appels værker med afsæt i perioden 1959-62, hvor Appel stiftede bekendtskab med metropolen New York. Det kom der en del voldsomme værker ud af – og mæske derfor har udstillingen, der finder sted over sommeren – fra 2. juni til 4. august, fået titlen ’I do not paint – i hit!’. Herudover vil man bl.a. på Museum Jorn kunne se Dubuffet fra museets samling samt en udstilling baseret på Jens Olesens samling af Cobra-kunst.

KunstCentret Silkeborg Bad lægger ud med en udstilling, der viser et udsnit af Thomas og Poul Pedersens store samling af grafiske arbejder. Senere i januar åbner en udstilling med sammenslutningen med det besynderlige navn KONTEKST. ’Landet ud af skabet’ kredser om forholdet mellem betragtning og landskabelighed. Sådan hedder det i hvert fald på Badets hjemmeside.

Senere har man på Silkeborg Bad – igen – Artist Books og hen over efteråret viser man en stor udstilling med værker af min gode ven Steen Rasmussen. Titlen er ’Grafisk Metamorfose’.

Lidt længere vestpå – i Kunstpakhuset i Ikast – kan man i det kommende år se arbejder af Bjørn Nørgaard – og denne udstilling har sit afsæt i en udsmykning har foretaget ved Ikast Kirke. Denne har jeg ikke endnu haft mulighed for at se; men det bliver der sandsynligvis mulighed for i løbet af året?

Senere på året vil man kunne opleve en udstilling med den spændende unge kunstner Mie Mørkeberg i Kunstpakhuset; men ellers ser det rimeligt stilfærdigt ud i Ikast.