mandag den 1. juli 2013

Dronningens sarkofag til 29 millioner

Ekstra Bladet har for nyligt anskueliggjort en vis indignation over, at man i en – endnu – uoverskuelig fremtid vil bekoste den nette sum af kr. 29.000.000 til Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2.’s sidste hvilested.

Nu er det for så vidt evident, at Danmark er et kongerige (ganske vist for tiden et dronningerige); og i dét perspektiv forstår jeg overhovedet ikke denne fornærmelse over, at regenten bliver tildelt en sarkofag i den størrelsesorden. Kunstneren bag er i forvejen kongelig hofleverandør.

Det er nemlig Bjørn Nørgaard, og hans andel i forhold til det samlede budget må siges at være beskedent – det udgør kun fire trekvart million. Et, næsten, tilsvarende beløb går til håndværksdelen, og så er der alt det løse.

Tabloidavisen antyder, at det er det dyreste gravmonument over en dansk regent nogensinde. Ja! Hvad forventer man? Margrethe har siddet på tronen i mere end 40 år, og i særdeleshed i de første år af hendes regeringstid kørte inflationen derudaf hurtigere end en hest kunne løbe. Så i dét perspektiv burde små 30 millioner vel ikke være noget, der kan få landets royalister op af stolene?

Omkring udformningen af værket: Jeg synes faktisk, det rummer den tid, som Margrethe har regeret fint i sit udtryk, og netop Bjørn Nørgaard burde vel være eksponent for netop denne epoke? Værket er planlagt færdigt i 2017.