mandag den 17. februar 2014

Grafisk Værksted i Silkeborg bag vandreudstilling med Jorn-værk som tema

Der sker ting og sager på Silkeborg Grafiske Værksted, efter at værkstedet er flyttet fra kommunale rammer til lokaler i Skolegade i Silkeborg. 

Der er kommet nye - og flere - brugere og det har tilsyneladende skærpet værkstedets profil. Således har man planlagt en vandreudstilling på forskellige lokaliteter i Silkeborg Kommune med udgangspunkt i Asger Jorns berømte modifikation 'Den Foruroligende Ælling', der som bekendt viser en meget kulørt andefugl i et kedeligt landskab. 

Brugerne af Grafisk Værksted har hver især skabt parafraser over temaet og efterfølgende skal der produceres plakater, flyers,vinetiketter etc. og her skulle der naturligvis findes et velegnet værk, der kan pryde disse tryksager. 

Jeg var en af de tre, der var udvalgt til at finde det rette værk, og valget faldt på Steen Hovmands forslag. 

De to andre bedømmere, Kurt Heegaard og Tanja Eijgendaal - henholdsvis kunstner/musiker og grafisk designer - var lige som jeg naturligvis ikke bekendt med navnene på de bedømte kunstnere, og derfor kan der ikke være mistanke om nepotisme i forbindelse med udvælgelsen, og dét siger jeg, fordi jeg har udstillet med Hovmand ved et par lejligheder. 

Årsagen til, at jeg sagde ja ti at foretage denne bedømmelse skal naturligvis findes i, at jeg gerne vil hjælpe Grafisk Værksted, som har været en institution, der har betydet meget for mig, da jeg selv benyttede værkstedet inden jeg fik mit eget. 

Den omtalte vandreudstilling har i øvrigt titlen 'I Am a Swan' - og her er referencen til eventyret om Den Grimme Ælling helt åbenlys.