onsdag den 23. april 2014

Knud Nellemose på Silkeborg Bad

Der var mange borgere i Silkeborg, der blev rasende, da de opdagede, at tyve havde fjernet den store skulptur 'Frihedskæmperen' fra Indelukket ved Remstrup Å, der som en del af Gudenåen løber gennem byen. 

Tyvenes eneste formål med tyveriet var såmænd at afsætte materialet fra den store bronzeskulptur, der skildrede frihedskampens repræsentant som en flot, nøgen mand. 

Knud Nellemose (1908-97), som er kunstneren bag værket, tilhører vel - kan man sige uden at fornærme nogen - den traditionelle gren af den nyere billedhuggerkunst. 

På KunstCentret Silkeborg Bad vil man i tidsrummet 6. maj-7. september få mulighed for at se et antal af Nellemoses arbejder, og en af årsagerne til, at man laver en sådan udstilling på Badet, er at man har indsamlet midler med henblik på at få genskabt frihedsmonumentet i Indelukket. 

Udstillingen dokumenterer blandt andet processen med genskabelsen af skulpturen, der vil blive afsløret d. 4. maj - meget passende i forbindelse med fejringen af Danmarks befrielse dagen efter.

Knud Nellemose beskæftigede sig bl.a. med mennesker i bevægelse, og i forhold til skulpturen, der kan ses foroven til højre i bronze med titlen 'Tacklingen', er der vist ingen tvivl om, hvad det handler om. 

Det er sikkert overflødigt at nævne, at Nellemose er kunstneren bag flere skulpturer ved idrætsanlæg.