tirsdag den 1. juli 2014

En "nyere" teknik

"Aquatinten eller tonætsningen er en teknik af nyere dato, opfundet i 1768 af franskmanden Jean Baptiste le Prince, medens stregætsningen, som vi kender og bruger den, opstod i begyndelsen af det 16. århundrede"

Sådan kan man læse i bogen 'Den sort-hvide grafik', som er en samling af skrifter og artikler af maleren og grafikeren Aksel Jørgensen (1883-1957), som i en årrække fungerede som professor ved Det Kgl. Kunstakademi i København. 

At Jørgensen betegner en metode opfundet i 1768 som "af nyere dato", kan måske begrundes i, at teksten er forfattet for omkring 60 år siden; men selv midt i 1900-tallet skulle man næsten 200 år tilbage i tiden for at finde akvatintens ophav. 

Det er lidt fascinerende, at opleve akvatinte-ætsningen som en ældgammel teknik, der stadig er relevant blandt kunstnere - og det nye tryk, som kan ses gengivet herover, er netop en akvatinteætsning udført i dag på værkstedet. 

Noget tyder på, at det bliver en "grafik-sommer"...