tirsdag den 28. oktober 2014

Louisiana i 2015

Peter Doig: '100 Years Ago (Carrera), 2001, olie  lærred (pressefotoLouisiana)

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har netop offentliggjort sit udstillingsprogram for 2015, og der bliver meget at se på. 

serein 'Louisiana on Paper' kan man hen over foråret se et antal tegninger af David Hockney, som fra forsædet af sin bil og ude i fri luft har udforsket området omkring Yorkshire. 

I samme serie kan man til sommer opleve grafiske arbejder af amerikanske Terry Winters, inden man til efteråret åbenbarer en udstilling med Lucian Freud's grafiske arbejder. 

Allerede d. 5. december i år åbner imidlertid en udstilling med værker af den alt for tidligt afdøde Paula Modersohn-Becker (1876-1907), der viser kunstneren som fuldt på højde med sine mandlige samtidige i tiden omkring 1900-tallets begyndelse. 

Richard Mosse gjorde ved Biennalen i Venedig i 2013 sig positivt bemærket med videoværket 'The Enclave' om krigen i Congo. Han kan ses på Louisiana fra først i februar til sidst i maj. 

Jeff Wall bliver i Louisianas formidlingsmateriale vedr. næste års udstillinger kaldt "det moderne fotografis maestro". Hans meget iscenesatte og fortællende fotografi kan man se hen over foråret. 

Personligt glæder jeg mig til at se en udstilling med en kunstner, som mange af mine bekendte fra den galleriorienterede del af kunstverdenen, har fremhævet som specielt habil. Peter Doig (født 1959 i Edinburgh) er en kunstner hvis kvaliteter, jeg er lidt i tvivl om, men da jeg ikke mener, at have oplevet kunstnerens værker i virkeligheden, glæder jeg mig naturligvis til at få mine fordomme dementeret. 

Louisiana fortsætter sit arkitektur-tema med udstillingen 'Afrika', der åbner sidt i juni, og sidst på året kan man opleve en større udstilling med den japanske kunstner Yayoi Kusama (f. 1929), som har bjergtaget museets gæster med en installation, der får beskueren til at føle sig som en del af et endeløst rum. 

Husstanden har netop modtaget Louisiana Revy sammen med mere end 60.000 (!) medlemmer af Louisiana Klubben.