torsdag den 21. maj 2015

Køber af Picasso-maleri afsløret

For nyligt blev et maleri, 'Les Femmes d'Algers (version "O")' (billedet) af Pablo Picasso solgt til den vanvittige pris af omkring 1,2 milliarder kroner på Christie's auktioner i New York.

I denne verden er diskretion en æressag - og derfor hemmeligholdte auktionshuset identiteten på køberen, som enhver dog nemt kan regne ud, er en person med skillinger i banken.

Nu er køberen imidlertid afsløret. Ifølge kunsttidsskriftet ArtNews drejer det sig om den tidligere premierminister i oliestaten Qatar, Hamad bin Jassim bin Jaber Al Thani.

Det bør nævnes, at ArtNews har oplysningerne fra avisen New York Post, der igen har dem fra en unavngiven kilde inden for kunstverdenen, og auktionshuset kan ikke bekræfte om rygtet er sandt, da de af princip ikke udtaler sig til offentligheden, om deres kunders identitet.