tirsdag den 19. maj 2015

Stor ståhej

Danh Vo: 'Your Mother Sucks Cock in Hell', 2015

"Det hjælper ikke, at Danh Vo har skrællet alt væk, så den danske pavillon fremstår, som da Carl Brummer og senere Peter Koch byggede den. Det hjælper heller ikke, at det (igen) er det naturlige sollys, som falder ind i bygningen, eller at et af rummene er farvet rødt af pigmenter fra et amerikansk insekt. Danh Vos samplede installationer af græske marmorsarkofager, gotiske træskulpturer, barokengle, kinesisk porcelæn, mexicanske keramikfliser, Johnny Walker flaske og -kasse, den smukke kalligrafiske håndskrift, skabt af kunstnerens far og saftige - for ikke at sige vulgære - citater fra kult-gyseren "Eksorcisten" bliver aldrig til en overbevisende æstetisk helhed"

Min gode anmelderkollega Tom Jørgensen har været en tur i Venedig. 

Her har han på biennalen taget et blik på den danske pavillon, hvor han er alt andet end begejstret for den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vos bidrag. 

Under overskriften 'Stor ståhej for ingenting' giver Jørgensen beskedne tre stjerner til udstillingen. 

Mit eget kendskab til Danh Vo begrænser til en udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor han for nogle år siden udstillede fragmenter af Frihedsgudinden, og jeg skal da gerne indrømme, at den udstilling heller ikke bragte mine kropsvæsker i kog af begejstring.