fredag den 10. juli 2015

Mindst 17.000 kr. for Ringos jakke

I perioden fra 16. til 23. juli kommer der en masse sjældenheder fra rock-verdenen på auktion hos RR Auctions i Boston i USA. 

Blandt de mange interessante genstande er et af de sidste breve, som Jim Morrison skrev, inden han blev fundet død i et badekar i Paris i 1971. 

Derudover er der i tonsvis af enheder, der har forbindelse til blandt andre Elvis, Rolling Stones, Dylan og - naturligvis - The Beatles. 

Her kan man blandt andet byde på dén jakke (billedet), Ringo Starr bar under indspilningen af filmen Help i 1965. Det må være lidt af et scoop at eje den jakke, da Ringo netop har fejret sin 75-års fødselsdag. 

Man skal dog ikke regne med at få den fine jakke til en lav pris. Der er sat et minimum på knapt 17.000 kr. for denne enestående beklædningsgenstand.