torsdag den 5. november 2015

'Kussen kalder' og andre grafiske arbejder på ARoS

Claus Carstensen: 'The Cunt is Calling', 1986 (pressefotoARoS/Ole Hein Pedersen)

På kunstmuseet ARoS i Aarhus har man i den senere tid kunnet opleve nogle mindre udstillinger med grafiske arbejder fra museets samling. 

Jeg værdsætter naturligvis sådanne tiltag, da jeg som bekendt er meget glad for grafikken som kunstnerisk metode. 

For tiden har man fokus på den ekspressionistiske kunst i serien af grafikudstillinger i museets Niveau 3. 

Titlen 'Fantasi og følelse' er vel ganske relevant og dækkende for den ekspressionistiske kunst, der ofte rummer elementer af energi og et behov hos kunstnerne for at gradbøje virkeligheden og dermed gøre denne synlig på en anden måde, end man måske er vant til. 

Overskriften refererer til et litografi af Claus Carstensen, som for nyligt var udstillingsaktuel på ARoS med en omfattende udstilling. 

Foruden Carstensen kan man se og opleve grafiske arbejder af blandt andre Asger Jorn, A.R. Penck, Lars Nørgård, Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Per Kirkeby. 

Udstillingen kan ses på ARoS frem til 31. januar 2016. Jeg har ikke selv set ophængningen, men det tror jeg, der bliver rig mulighed for i løbet af de næste uger.