onsdag den 4. november 2015

Reaktioner på 'Mand Falder'

"Filmen slog fuldstændigt benene væk under mig"

Således begynder dokumentarfilminstruktøren Pernille Rose Grønkjærs vurdering af kollegaen Anne Wivels portræt af Per Kirkeby i filmen 'Mand Falder' som beskriver kunstnerens liv efter en ulykke i hjemmet i foråret 2013. 

Beskrivelsen finder sted i det nye TV-program KulturRådet på DRK, som er den farverige Adrian Hughes' nyeste påfund inden for kulturelt TV. 

Hughes beskriver - før han giver filmen fire ud af seks stjerner - de mange dokumentarer, der er lavet om og med Kirkeby som "realityshows". 

I dagbladet Politiken giver Dorte Hygum Sørensen tre ud af seks hjerter til filmen, hvori hun savner et mere nuanceret billede af kunstneren Per Kirkeby frem for patienten. 

"Der er for mange scener uden intensitet og for få specifikke som den scene, hvor Per Kirkeby forklarer, at han godt ved, hvordan hans nye værker kunne blive mere interessante", hedder det blandt andet i anmelderens vurdering.