søndag den 6. marts 2016

Ét værk fremhæves

"Skal man fremhæve blot ét værk blandt Louisianas godt 100 nyerhvervelser, må det blive det. Det er et fantastisk værk. Humoristisk, filosofisk, burlesk, rytmisk, overraskende, komplekst og bevægende.

Man skal gøre sig den tjeneste at se den godt 30 minutter lange "The Refusal of Time" fra begyndelsen, for den er opdelt i en række afsnit eller satser, der gør det til et meget varieret og smukt værk, der tilsyneladende handler om tilværelsen og tiden og alt muligt andet"

For nyligt kunne jeg bringe en kort beskrivelse af en udstilling, der tager udgangspunkt i kunstmuseet Louisianas nyerhvervelser, og blandt disse er en ganske bemærkelsesværdig video-installation af William Kentridge, og det er netop dén, som Torben Weirup fremhæver i citatet herover, der stammer fra hans anmeldelse af udstillingen i Berlingske. 

'The Refusal of Time' blev blandt meget andet vist på den seneste Documenta-udstilling i Kassel, og her filmede jeg noget af den - indtil en venlig kustode gjorde mig opmærksom på, at det ikke var tilladt at videofilme videoinstallationen. 

Jeg fik dog flere minutters råfilm i kassen, som jeg kunne sammenfatte til en lille dogme-video over installationen.

Det er naturligvis dén, der kan ses herover...