mandag den 13. juni 2016

Sommerudstilling uden grafik

Kunstnernes Sommerudstilling 2016: Maleri af Ulla Lampe, 'I fokus', 95 x 115 cm. (foto: kunstneren)

Jeg fik en telefonopringning forleden aften, og opkaldet kom fra en yngre dansk billedkunstner, som har indsendt værker til censurering på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. 

Vedkommende kunne fortælle mig, at udstillingen i år er uden deltagelse af grafikere. I hvert fald har ingen grafiske arbejder fundet nåde for censorernes skarpe blikke. 

Jeg ved jo naturligvis ikke, hvilke grafikere, og hvor mange, som har søgt om optagelse på KS - og af samme grund er jeg ude af stand til at besidde en mening om de potentielle kvaliteter af de afviste grafiske arbejder. 

Det synes dog påfaldende, hvis man tager et tilbageblik på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus, hvor grafikken heller ikke var repræsenteret i år, at de grafiske medier, som dog er mangfoldige, tilsyneladende ikke længere er interessante blandt censorer på den type udstillinger. 

Man skal derimod typisk gennem et større antal mere eller mindre middelmådige malerier og installationer på de censurerede udstillinger. 

I år har jeg set Charlottenborgs Forårsudstilling og KP; men det er tvivlsomt, om jeg når at få set KS, inden jeg drager af sted på et månedslangt ophold til Berlin i begyndelsen af juli.