tirsdag den 30. august 2016

Baselitz-værk til Museum Jorn

Georg Baselitz: 'Blaues Mädchen/Blå pige', 1986, olie på lærred

Når man tænker på, at tyske Georg Baselitz er af samme generation som f.eks. Per Kirkeby, som er ganske pænt repræsenteret i museets samling, giver det fint mening, at Museum Jorn i Silkeborg har fået mulighed for at erhverve sig et maleri (billedet herover) af Baselitz - og hvis man samtidigt tænker ind i sammenhængen, at Baselitz de næste par måneder er hovedpersonen i forbindelse med en stor og ganske omfattende særudstilling på museet i Silkeborg, giver det ekstraordinært god mening, at netop et værk af den tyske maler nu er at finde i museets samling. 

Maleriet præsenteres i forbindelse med udstillingen 'Georg Baselitz - Eksperiment og fornyelse', som viser værker, der for fleres vedkommende ikke tidligere har været vist i udstillingssammenhæng. 

Udstillingen kan ses i perioden 3. september-4. december 2016.