tirsdag den 22. august 2017

Ud i det blå

Nogle gange oplever man, at publikum på kunstudstillinger ikke altid ser sig for, når kunsten skal opleves på diverse museer og i kunsthaller. 

Således var diverse alarmsystemer og advarselsmekanismer ikke nok, da en begejstret repræsentant for publikum gik hen over en gulvinstallation på Centre for Fine Arts i Bruxelles for nyligt. 

Installationen består af blåt sand og er en form for sandkasse indeholdende det famøse sand, som er indfarvet i IKB. 

Lyder dette mærkværdigt? Så kan jeg blot afsløre, at IKB står for International Klein Blue, som er en bestemt blå farve udviklet og patenteret af den franske konceptkunstner Yves Klein (1928-1962) i 1957. 

Den pågældende person på museet i Bruxelles havde fået øje på et værk på udstillingen og vedkommende registrerede ikke, at han kom til at vade hen over den pigmentfyldte installation, og derved spredte blå sand ud over museets gulv. 

Det blev således en "farverig" dag på det belgiske museum, hvor støvsugende personale kom på ekstraarbejde efterfølgende. 

I øvrigt bliver værket af Klein geninstalleret hver gang, det vises, så der er ikke tale om en uoprettelig skade på et unikt kunstværk. 

Et tilsvarende værk af Yves Klein blev vist på kunstmuseet ARoS i Aarhus i 2013 (billedet) i forbindelse med udstillingen 'Klein / Byars / Kapoor', men ved dén lejlighed forløb alt efter planen.