tirsdag den 19. september 2017

Banksy hylder - uofficielt - Basquiat

I tidsrummet fra d. 21. september 2017 til d. 28. januar 2018 kan man på Barbican Centre i London se en udstilling med den amerikanske maler Jean-Michel Basquiat, som døde af en overdosis heroin i 1988, blot 27 år gammel. 

I anledning af udstillingen har den velkendte gadekunstner Banksy udført et værk (billedet) på en mur nær Barbican, og dette værk skal ses som en hyldest til den ekspressive maler. 

Faktisk udtaler Banksy via Instagram, at værket bør beskrives som "Portræt af Basquiat, som bliver budt velkommen af The Metropolitan Police - et (uofficelt) bidrag til Basquiat-udstillingen". 

I øvrigt har et par medier endnu en gang lanceret historien om Banksys sande identitet; men dette viser sig, som sædvanligt, at være fake news.