mandag den 18. september 2017

Fem stjerner til en rejse ind i mørkets hjerte

Ingvar Cronhammar - 'Design': Installationsfoto (foto: Ole Jørgensen)

"Cronhammars skulpturer er som stationer på rejsen ind i mørkets hjerte. De er gådefulde og urovækkende - og på udstillingen blandes de med genstande, der faktisk har en funktion - men har også en makaber karakter. Cronhammar har eksempelvis designet et bestik, og det ser ud, som om det er nyttigt at have ved hånden, hvis dyret på tallerkenen alligevel ikke er afgået ved døden. "Stealth" hedder bestikket og er opkaldt efter det amerikanske kampfly"

Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har besøgt kunstmuseet HEART i Herning og efterfølgende anmeldt den aktuelle udstilling, som har fokus på Ingvar Cronhammar som designer. 

Det er en udstilling, som viser Cronhammars alsidighed, og den vil sikkert overraske én og anden, som udelukkende ser Cronhammar som repræsentant for en stil, som tager afsæt i en overdimensioneret omvendt Weber-grill ved navn 'Elia'. 

Weirup giver fem ud af seks mulige stjerner til Cronhammar i Herning, og udstillingen kan ses helt frem til d. 18. februar 2018.