torsdag den 14. september 2017

Inde og ude er ikke ét fedt






Nogle gange er jeg lykkelig for, at jeg ikke er arkitekturanmelder, og årsagen til dette skal ikke findes i noget med "bønder og agurkesalat".

For nyligt blev en ny, offentlig bygning indviet i Silkeborg, og den skal i fremtiden huse det såkaldte Campus Bindslevs Plads, som skal være et kreativt samlingssted for byens læringselite.

Udvendigt er bygningen bygget i forlængelse af Silkeborg Bibliotek, og her vil den nu stå som det seneste kapitel i en arkitekturhistorisk tour de force, som begyndte med L. Bendixens næsten 100 år gamle biblioteksbygning, og fortsætter med tilbygningerne, og som nu kulminerer med et værk af arkitektvirksomheden RUM. 

Udvendigt består byggeriet - ganske i tidens ånd - af glas, kobber, stål og beton, men indvendigt har man desværre ladet sig inspirere af, hvad én af Silkeborg Kommunes repræsentanter beskriver som "råt New Yorker-look".

Ja! Noget skal man jo sige; og holder man af synlige VVS-installationer og ditto el-installationer, er formålet med den rå finish sikkert opnået.

Interiøret er dog oven i købet præget af flader forarbejdet i grå beton og uforarbejdet krydsfinér. Her er der ikke så meget at sige! Det er hæsligt!! Og det bliver ikke kønnere med tiden...

Udvendigt er bygningen dog rimeligt fint komponeret, og den vil stå endnu mere gennemført, når anlægget af pladsen foran er afsluttet. 

Sådan er forskellen mellem ude og inde ofte påfaldende; og de fleste vil nok sige, at jeg blot kan lade være med at bruge rummene i den nye tilføjelse til biblioteket, men derfor kan jeg vel godt besidde en mening om dette makværk??