fredag den 1. december 2017

Viborg Kunsthal får ny leder

Sommerfotografi af Viborg Kunsthal, som nu har fået ny, fast leder (foto: Viborg Kunsthal)

Det er måske lidt af en tilsnigelse, når jeg i overskriften antyder, at Viborg Kunsthal, som er beliggende i Brænderigården i Viborg, får ny leder. 

Der er ganske vist tale om en fastansættelse, men da Bodil Johanne Monrad i det seneste års tid har været konstitueret som leder af kunsthallen, er det en person, som kender institutionen indgående, der nu står for det kunstneriske ansvar i den fine kunsthal. 

Måske er der nogle, som kender Viborg Kunsthal under navnet Brænderigården, men for et par år siden valgte man, at give udstillingsstedet et mere mundret og tidssvarende navn. 

Samtidigt imødekommer man hermed forvekslinger med andre udstillingssteder med "Brænderigården" i navnet - herunder et galleri i Horsens. 

Bodil Johanne Monrad har været tilknyttet Viborg Kunsthal siden 2009, hvor hun har fungeret som kurator og formidler. 

I den funktion har hun ifølge Viborg Kommunes kulturdirektør Steen Lindgaard vist en række personlige og faglige kompetencer, som gør hende til det oplagte valg til "at fortsætte den fornemme kurs, som Viborg Kunsthal er på". 

Bodil Johanne Monrad er 43 år gammel og uddannet kunsthistoriker ved Aarhus Universitet. og jeg kan i øvrigt tilføje, at der i kunsthallen d. 8. december åbner en udstilling med titlen '3D Female', der som titlen antyder består af tredimensionelle værker af et antal kvindelige kunstnere. 

Jeg regner med at besøge udstillingen med henblik på en anmeldelse. Så et besøg på Viborg Kunsthal er nært forestående.