onsdag den 3. januar 2018

Stjernedrys med modifikationer

'Cool, Calm and Collected': Jeppe Hein, 'Rotating Mirror Object II', 2013, mixed media

"Og sådan er udstillingen også en reel optur rundt i nyere dansk kunst. Noget virker frisk, noget virker bedaget, noget virker relevant, og noget skudt helt ved siden af, noget er cool, noget er sitrende nervøst"

Fire stjerner giver anmelder Mathias Kryger i dagbladet Politiken til udstillingen 'Cool, Calm and Collected' på ARoS i Aarhus. 

Som det antydes i citatet har han både positive og kritiske anmærkninger i forhold til udstillingen, og sådan bør det være, når man samler så mange forskelligartede udtryk i én udstilling. 

Kryger hæfter sig blandt andet ved udstillingens kitschede indslag, og her nævnes Elmgreen & Dragsets guldbelagte skulptur 'He' og Olafur Eliasson samt Jeppe Heins repræsentationer. De sidste to "synes at have effekten som den bærende motivation"

Dette er vanskeligt at argumentere imod.