mandag den 19. februar 2018

Kirkeby-raderinger i Fredericia

Per Kirkeby: ' 7 raderinger, blad VII' 1991, koldnål og akvatinte (pressefoto: Fredericia Kunstforening)

Jeg kan ikke erindre, at jeg på noget tidspunkt har været i Fredericia med henblik på at kigge på kunst, men nu er der i hvert fald en god grund til at besøge byen, da Fredericia Kunstforening for tiden viser en udstilling med raderinger af Per Kirkeby. 

Udstillingen er kurateret af inspektør på Museum Jorn i Silkeborg, Lucas Haberkorn, som besidder visse privilegier, da museet i Silkeborg råder over samtlige raderinger af Kirkeby, hvilket man kunne se for et par år siden, da museet viste samlingen i forbindelse med en udstilling, der krævede alle museets rum. 

Dengang gav jeg 'Det raderede livsværk' seks stjerner i Jyllands-Posten, men nu viser kunstforeningen i Fredericia altså et udvalg af Kirkebys grafiske arbejder med afsæt i kunstnerens rejser nordpå til Færøerne, Grønland, Norge og Island. 

'Rejser i det høje Nord' kan ses hos Fredericia Kunstforening på adressen Kongensgade 111 i Fredericia frem til d. 4. marts.