fredag den 6. april 2018

Grafik/installationsudstilling klar til åbning

Tryksammensurium: MIMWAJ. Seks fællesarbejder, 2015 (foto: KunstCentret Silkeborg Bad)

Det er nok muligt, at teksten, der optræder i overskriften i skrivende stund, bør modificeres en anelse. 

Det drejer sig om udstillingen 'Tryksammensurium' med undertitlen 'herfra hvor vi står - herfra hvor vi går', som åbner ganske snart på KunstCentret Silkeborg Bad. 

Jeg har netop besøgt Badet med henblik på at se, hvor langt grafikkollektivet MIMWAJ var nået i iscenesættelsen af udstillingen, og jeg kunne ved denne lejlighed blot konstatere, at det var nemt for mig at skabe mig et overblik over udstillingens karakter. 

MIMWAJ består af seks kunstnere - to fra Danmark og fire fra Norge, som har sat sig for at undersøge, hvordan man kan bringe grafikken - især træsnittet - ind i et samarbejde, som inkluderer alle kunstnerne i værkerne. 

Der er med andre ord tale om et fællesskab, hvor man måske går på en form for kompromis med sine individuelle interesser, hvilket er ret usædvanligt i en tid, hvor selfies nærmest kan betragtes som en epidemi. 

Heldigvis er de seks kunstnere så modne, at de er opvokset, inden smartphones og selfiestænger var en del af et ungt menneskes bagage. 

Når alt dét er sagt, føler jeg mig en anelse hyldet, da jeg er blevet forespurgt, om jeg vil åbne udstillingen ved ferniseringen, som finder sted d. 7. april kl. 11 på KunstCentret Silkeborg Bad. 

Jeg har takket ja til invitationen, så der er al mulig grund til at indfinde sig på det smukt beliggende kunstcenter på dette tidspunkt. Ikke nødvendigvis for at lytte til mine ord, men som sådan blot for at få en oplevelse med grafik i en alternativ form.